Familienetværket Hjørring er det 24. netværk i rækken. Det første netværk startede for fire år siden i Kolding. Foto: Jens Peter Engedal.
Livet her

Nyt familienetværk i Hjørring: - Et sted, hvor man kan være sig selv og få nye venner

12. september 2021 kl. 14:00

Familier og enlige bliver mødt med åbne arme og masser af nærvær i et fællesskab med andre mennesker, der også kender til en hverdag med forskellige udfordringer - eksempelvis ensomhed, skilsmisse, presset økonomi eller sygdom.

Det er tanken bag Familienetværket Hjørring, som starter op onsdag 15. september. Familienetværket er et gratis tilbud til familier og enlige og drives i partnerskab mellem Projekt Kirke og Blå Kors Danmark.

Hannah Krebs, der er projektleder for det nye familienetværk, håber, at netværket bliver taget godt imod i Hjørring og omegn.

- Vi håber, at vi kan være med til at give familierne nogle gode oplevelser sammen med andre. Efter halvandet år med corona, hvor det har været svært for mange familier at skabe nye relationer, håber vi, at vi med Familienetværket kan skabe et godt fællesskab for både børn og voksne. Et sted, hvor man kan være sig selv og få nye venner, siger Hannah Krebs.

Familienetværket mødes onsdag i ulige uger kl. 16 -19 i det gamle frysehus på Sct. Cathrine Vej 31 i Hjørring.

Til hver samling vil der være plads til sjov og hygge og også kreative aktiviteter for både børn og voksne. En gang imellem vil der også være fokus på særlige temaer som hverdags- og familieliv, børnenes skolegang, økonomi, velvære og sundhed.

- Familienetværket skal gerne være et sted, hvor man kan komme – også selv om man en dårlig dag – og få pustet ud og måske gå derfra og føle, at ens dag er blevet det bedre. Vi vil rigtig gerne hjælpe med det, man har brug for som for eksempel lektier, brevlæsning eller en god snak, siger projektleder Hannah Krebs.

På den første familienetværksaften den 15. september vil der være trampolin, popcornmaskine og grillmad på programmet.

Familienetværket i Hjørring er det 24. partnerskab i rækken mellem Blå Kors og en lokal kirke. Det første partnerskab blev etableret i 2017.

- Vi har rigtig gode erfaringer med, at den her særlige konstellation med vores familienetværk kan række ud til mange udsatte mennesker i nærområdet og tilbyde et godt netværk og ofte også konkret hjælp til udfordringer i hverdagen, derfor er vi meget glade for det nye partnerskab med Projekt Kirke, som giver os mulighed for at hjælpe sårbare familier og enlige i Hjørring og omegn, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark Christian Bjerre.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu