Foto:  Bente Poder
Livet her

Rejsegilde i Hjørrings midtby: Byen i parken er godt på vej

- Vi har forsøgt at skabe en oplevelsesrig, åben og venlig bydel, lød det fra arkitekt Kjeld Bjerg

14. september 2021 kl. 16:25
Opdateret 15. september 2021 kl. 09:19

HJØRRING: Velvoksne pølser blev vendt på risten og kransen var hejst over pladsen i Dronningensgade, da der tirsdag var rejsegilde på det store boligprojekt, der har parken Christiansgave som nærmeste nabo.

Projektet har navnet ”Byen i parken”, og de første fem blokke er skudt i vejret på grunden, hvor den gamle Vestre Skole lå.

Byggeriet opføres af Arne Andersen, Vrå, og første etape består af 92 boliger fordelt på 48 ejerlejligheder, 20 andelslejligheder og 24 lejelejligheder. Og boligerne skal stå klar til indflytning 1. april 2022.

Arne Andersen glæder sig over interessen for at bo i de nye boliger.

- Vi har i dag solgt 15 andelsboliger ud af 20, der er udlejet 16-17 lejligheder og solgt seks-syv ejerboliger. Men væggene i ejerboligerne er først lige kommet op, så nu håber vi på, at interessen for køb øges, sagde Arne Andersen.

Gamle sten fra Vestre Skole er muret ind som relieffer ved indgangspartierne til de nye huse.
Lejlighederne i de første fem huse skal stå klar til indflytning 1. april 2022.

Læs mere på Arne Anders Vrå

Borgmester: En perle i byen

Borgemester Arne Boelt glædede sig over projektet:

- Det er en fornøjelse at stå her til rejsegilde. Byggeriet betyder meget for os i Hjørring kommune. Det ligger centralt og indtil videre tegner det til at blive rigtig godt.

Flere af de kommende beboere deltog i festen på byggepladsen.

- Jeg tror, I kan glæde jer. Det her bliver en perle i vores by. Jeg tror vi bliver stolte af at få et byggeri, der kan tåle at ligge tæt på den gamle bydel, tilføjede borgmesteren, der roste håndværkerne for at tage hensyn til både trafik og parkering i Dronningensgade i byggefasen.

Arne Boelt ønskede Arne Andersen og håndværkerne tillykke med projektet.

Det samlede byggeri kommer til at bestå af i alt otte punkthuse på fire til seks etager, og de rummer 137 boliger af varierende størrelse og type. Komplekset består af både lejeboliger, ejerboliger og andelsboliger - og en cafe. Det samlede byggeprojekt beløber sig til 260 mio. kroner.

Nyskabende projekt

Bjerg Arkitektur vandt i 2019 den kommunalt udbudte projekt- og grundsalgskonkurrence om opførelsen af den nye bydel midt i Hjørring – i samarbejde med Arne Andersen Vrå og BY+LAND.

Arkitekt Kjeld Bjerg fortalte til rejsegildet, at han i 1957 begyndte i 1. klasse på Vestre Skole.

- Det var en stor massiv bygning mod Dronningensgade. Med de otte punkthuse har vi åbnet op til Dronningensgade og lavet kontakt fra by til park.

De nye huse bliver opført med røde mursten, og nogle af de gamle røde mursten fra Venstre Skoler bliver brug til at skabe relieffer ved indgangspartierne til de enkelte punkthuse.

- Vi får en park mellem de otte punkthuse. Det giver plads til grønne uderum og flettes sammen med parken Christiansgave. Vi har her et nyskabende projekt der både er bynært og grønt. Vi har forsøgt at skabe en oplevelsesrig, åben og venlig bydel.

Arkitekt Kjeld Bjerg fortalte om tankerne bag Byen i parken
Arne Andersen fra firmaet Arne Andersen Vrå A/S
Annonceret indhold

Nyeste