Claus Pedersen er blandt andet skoleleder for SHIs store fodboldskole, der i år talte 180 spillere. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

SHI ansætter kendt klub-ansigt: - Vores mål er at udvikle et i forvejen godt fundament

15. september 2021 kl. 11:19
Opdateret kl. 12:37

I Skibsby Højene Idrætsforening (SHI) er der stor glæde over, at det er lykkedes at lave aftale med Claus Pedersen som kommende Børne- og Unge Koordinator for fodboldafdelingen.

Claus Pedersen er kendt ansigt i SHI i forvejen for sit store arbejde med særligt fodboldgerningen, herunder det store frivillige arbejde for at forbedre vilkårene for foreningens ungdomsspillere.

- Med Claus’ egenskaber som vi kender, har det været et must for os i SHI, at få Claus tilknyttet i en større rolle, for at skabe grobund for den kommende reorganisering i fodboldafdelingen, hvor vi har som mål at fastholde - og øge; trænere, ledere, spillere og ikke mindst frivillige i en sund samarbejdende foreningskultur med sport i højsædet, siger Mads Nielsen på vegne af Forretningsudvalget i SHI i en pressemeddelelse.

- Vores mål er at udvikle et i forvejen godt fundament, som vi dog har brug for bliver stærkere og mindre sårbart i fremtiden. Vi ønsker at Claus kan hjælpe med at samle og forbedre SHI Fodbold.

Ifølge pressemeddelelsen fra Skibsby-Højene Idrætsforening har fodboldafdelingen de senere år været presset af et mere og mere sårbart fodboldudvalg, hvor de mange beslutninger, aktiviteter, initiativer og planlægning er blevet båret af færre og færre personer.

- Det har udviklet sig til en problemstilling, som SHI har taget initiativ til at forsøge at dæmme op for- og ændre, ved at udvikle tanker om en ny organisation for fodboldafdelingen, med det mål at skabe rammerne for især fastholdelse af trænere, fastholdelse af spillere samt udvikling af egenskaber og aktiviteter i SHI, der kan bidrage til en øget og forbedret foreningskultur. I det lys har det været i SHIs store interesse, at få indhentet Claus i rollen som Børne- og Unge Koordinator, hvor netop denne rolle vil have særlig stor betydning for at skabe grobund for den kommende reorganisering, hvor der udover de nuværende stærke kræfter, er behov for endnu flere.

- Claus Pedersen får fortsat sit daglige virke i SHI Fodbold, men den langsigtede aftale indeholder også mulighed for at Claus supporterer Forretningsudvalget i deres mål, med at forbedre og udvikle på tværs i SHI, hvor der er særligt tvær-fokus på; Sammenhold, Fastholdelse, Foreningskultur, Frivillighed og Samarbejde.

Der pågår nu i samarbejde med Fodboldudvalg og Forretningsudvalg en proces for sammen i forening at skabe et stærkere SHI og en stærkere fodboldafdeling.

- Jeg håber, at vores forældre, ledere og spillere i SHI tager godt imod Claus i hans nye rolle. Vi ser frem til et målrettet godt samarbejde mange år fremover, tilføjer Mads Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste