Foto: Vendsyssel Teater
Livet her

Skuespillerne får konkurrence: Romeoer og Julier myldrer ind på teateret

17. september 2021 kl. 10:35

HJØRRING: I Store sal spiller Vendsyssel Teater fortsat ”Romeo og Julie” hver aften, men Lue Støvelbæk og Luise Kirsten Skov har konkurrence i disse uger på teatret.

De har fået selskab af to skoleklasser, der i den seneste uge og i den kommende uge udvikler og opfører deres helt egen fortolkning af Shakespeares klassiker under ledelse af skuespiller Lina Franke. Begge gange slutter af med en forestilling for familie og venner.

5.b. fra Hirtshals Skole myldrede på og omkring scenen i ugen, der er gået. Og ingen skulle føle sig forbigået, så alle drengene kunne være Romeo og alle pigerne Julie.

- Det er en fantastisk mulighed, og børnene har glædet sig helt vildt, fortalte klasselærer Karina Smed i en pause, mens knap en snes børn i farverige kostumer drønede rundt i Vendsyssel Teaters Prøvesal.

Hirtshals Skole har i de senere år ikke haft tradition for skolekomedie. Det kan ”Romeo og Julie” måske ændre på:

- Jeg håber, at vi kan få lejlighed til at vise forestillingen på skolen, siger Karina Smed.

- Og både fjerde- og sjetteklasserne på skolen var noget misundelige, da vi skulle afsted. Det var først til mølle med at melde sig, og jeg var heldig at komme først, føjede hun til.

At øve hver dag på teatret i Vendsyssel kræver, at børnene møder 20 minutter tidligere end normalt. Det gør de gerne, og ingen har meldt sig syge sådan en uge.

- Børnene får en succesoplevelse ved at være med. Og samtidig er det vildt fedt at se teatret fra den anden side, sagde klasselærer Karina Smed.

En fjerdeklasse fra Bagterp Skole indtager i den komme uge teatret under Lina Frankes ledelse. Også deres anstrengelser udmønter sig i en forestilling fredag eftermiddag for familie og venner.

Annonceret indhold

Nyeste