Foto: Lene Pedersen
Livet her

Sygehus søger: Er du klar til at melde sig som forsøgsperson i en højere sags tjeneste?

09. september 2021 kl. 16:00

Indtag af mad og væske er essentiel for os alle. Men har man besvær med at synke, så kan disse helt dagligdags nødvendigheder være en kamp. Forskere på Regionshospital Nordjylland ønsker at blive endnu dygtigere til hjælpe denne gruppe, og derfor har de brug for deltagere – både med og uden synkebesvær - til et nyt forskningsprojekt.

Når vi spiser, bruger vi 28 muskler og 7 hjernenerver for at synke en mundfuld mad. Hvis samarbejdet imellem muskler og nerver bliver forstyrret, opstår der problemer med at tygge og synke, også kaldet dysfagi.

- Har man synkebesvær, kan det have store konsekvenser. Det påvirker livskvaliteten, når man ikke kan drikke og spise som sædvanligt, og mange med dysfagi ender med at trække sig fra sociale sammenhænge. Det giver også markant øget risiko for under- og fejlernæring og dehydrering og med det følger ofte tab af funktionsevne og øget risiko for sygdomme og indlæggelser. Så det har stor betydning for disse mennesker, at de får den rette hjælp, og det håber vi, at det nye forskningsprojekt kan bidrage til, siger seniorforsker, ph.d, Dorte Melgaard, Center for Klinisk Forskning.

Dysfagi er ikke en sygdom i sig selv, men et symptom til en lang række sygdomme og skader som f.eks. hjerneblødning eller blodpropper i hjernen, Parkinson, KOL eller sklerose.

- Dysfagi rammer bredt, og vi vil gerne blive endnu bedre til at undersøge for synkebesvær, så de mennesker, der rammes, kan få den bedst mulige hjælp. Derfor ønsker vi at øge vores viden om, hvilke undersøgelser, der bør anvendes i fremtiden – og til det har vi brug for deltagere i forskningsprojektet, siger Dorte Melgaard.

- Så hvis du har KOL, sklerose, Parkinson eller har haft en blodprop i hjernen vil vi meget gerne have din hjælp. Da projektet drejer sig om undersøgelsesredskaber, søger vi både deltagere, der har synkebesvær, men også personer, der ikke har synkebesvær. Som deltager vil du få foretaget en vurdering af din synkefunktion ved hjælp af flere forskellige undersøgelser, forklarer Dorte Melgaard.

Dysfagi kommer typisk til udtryk ved at man:

* Hoster i forbindelse med spisesituationer eller lige efter

* Har vanskeligt ved at kontrollere mundvandet

* Spytter maden ud

* Er lang tid om at spise

* Har rallende vejrtrækning efter at have spist

* Har vanskeligt ved at spise forskellige typer mad

Sådan deltager man

Deltagelse kræver at man har KOL, sklerose, Parkinson eller har haft apopleksi - og kan møde op på Regionshospital Nordjylland, Hjørring.

Interesseret? Så kontakt 97641682, Fysio- og Ergoterapien, Regionshospital Nordjylland.

Annonceret indhold

Nyeste