Livet her

Trods hundredvis af norske corona-afbud: Tornby Cup fyldte 19 haller - SE VIDEO OG GALLERI

Se billedgalleriet øverst i artiklen

20. september 2021 kl. 09:37

Tornby Cup er i weekenden blevet afviklet for 32. gang. I år med 2.100 deltagere fordelt på 189 hold. 186 danske og 3 svenske. Cirka 400 deltagere fra Norge havde meldt afbud på grund af corona.

Der blev spillet i 19 haller fordelt rundt i kommunen, og 13 busser fragtede de mange spillere til de enkelte haller så præcis, at spilletiderne og den minutiøse planlægning kunne overholdes. Deltagerene blev indkvarteret på Horne, Højene, Lundergård og Tornby skoler.

Som opvarmning til den store turnering spillede Tornbys 3. division herrer fredag aften træningskamp mod Nøvling 2.-3. division i Tornbyhallen. Lørdag morgen klokken 08.30 gik det så løs med de mange kampe. Der blev i løbet af lørdag og søndag spillet i alt 459 kampe.

På grund af sundhedssituationen blev Tornby Cup afviklet lidt anderledes i år. Den store fællesspisning til frokost og aftensmad samt diskotek, ledertræf og svømmehal var aflyst, men det sportslige var ikke aflyst. Det var uforandret, og det kunne både ses og mærkes på de mange unge deltagere.

Tornby Cup er en international håndboldturnering for piger og drenge i alderen 8 - 17 år. Turneringen blev startet for 32 år siden af Henning Sigsgaard, der stadig er drivkraften bag den store turnering. Ideen med en turnering for unge drenge og piger har vist sig langtidsholdbar. Det første år var der 495 deltagere, og i løbet af årene har turneringen vokset sig større og større for hvert år.

Henning Sigsgaard og de mange frivillige hjælpere kan nu se tilbage på en succesrig weekend med fine sportlige præstationer. Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærrene i ret lang tid, for snart skal planlægningen for 2022 begynde.

Annonceret indhold

Nyeste