Mad & Drikke

Undgå madspild: Føtex Hjørring er med på Too Good To Go - lancerer tre lykkeposer

31. august 2021 kl. 16:30

Føtex Hjørring samarbejder nu med madspildsaktøren Too Good To Go. Hermed går Føtex Hjørring til kamp mod madspild og lancerer tre forskellige lykkeposer med overskudsmad til nedsat pris. Samarbejdet forventes at reducere dagligvarekædens samlede madspild med cirka fire tons årligt til at begynde med.

Føtex-kunderne kan vælge mellem tre forskellige lykkeposer fra henholdsvis grøntafdelingen, bageren og øvrige afdelinger. Der vil i gennemsnit blive udbudt 10-12 lykkeposer dagligt, og de skal bestilles via Too Good To Go’s app. Antallet af kategorier og antal lykkeposer vil løbende blive opjusteret.

Samarbejdet skal sikre, at overskudsmaden i Føtex Hjørring havner på Hjørringensernes tallerkener i stedet for skraldespanden. I gennemsnit forventer Føtex at reducere hver enkelt føtex-butiks madspild med cirka 10.000 kilo CO2-ækvivalenter om året. Det svarer sammenlagt til 4.370 flyrejser fra København til London for hele kæden.

Varehuschef i Føtex Hjørring, Morten Kjær, har glædet sig til at introducere kunderne for det nye koncept:

- Danskerne er vilde med overskudsmad, og med dette nye tiltag kan du være sikker på at få din pose. Og udover dette, har vi også vores madspilds-boks i butikken, som kunderne virkelig har taget til sig.

Den landsdækkende lancering af samarbejdet sker efter et vellykket pilotprojekt i syv udvalgte Føtex-varehuse. Her har man på tre måneder reddet mere end 3.400 måltider. Og den gode start er måske ikke så overraskende.

En undersøgelse foretaget af Userneeds på vegne af Føtex viser nemlig, at danskerne er vilde med at redde overskudsmad.

- Tallene viser blandt andet, at 6 ud af 10 danskere altid eller ofte benytter sig af tilbud, hvor fødevarer er sat ned i pris, fordi holdbarheden er kort. Og det er et indkøbsmønster, vi gerne vil bakke op om i Føtex Hjørring, fortæller Morten Kjær

Ved udgangen af 2019 havde Føtex halveret mængden af madspild fra landets varehuse. Nu hæver man ambitionerne og stiler mod en reduktion på 75 procent inden 2030. Et mål, der vil være tættere på, når samarbejdet officielt går live over hele landet den 31. august.

Annonceret indhold

Nyeste