Livet her

VIDEO - Koncert: Kejser Larsen-snigpremiere på Den Blå Sociale Cafe i Hjørring

21. september 2021 kl. 13:02

Det er ikke hver dag, at der er live-koncert med et stort navn i rockgenren på Den Blå Sociale Café i Hjørring, men det var der i torsdags. Her gav det 4-mand store Kejser Larsen Band forstærket med Andreas Svaneborg på keyboard en forrygende koncert i den hyggelige café.

Koncerten var en snigpremiere til en stor TV-udsendelse på DK4, hvor live optagelserne fandt sted i mandags i Aarhus. Selve koncerten bliver senere sendt på DK4.

Kejser Larsen og band spillede med stor indlevelse og intensitet 11 specielt sammensat sange, der varede en god times tid. Før hver sang fortalte Christoffer Kejser Larsen om teksten, og hvorfra han havde fået inspirationen til sangen. Publikum var så begejstret for koncerten, at Kejser Larsen Band blev nødt til at give hele to ekstranumre.

Allerede fredag var Kejser Larsen på farten igen. Nu var der releaseparty på Fisherman’s Rest i Nr. Lyngby på albummet ”Kejser Larsen og Zakariasen - Akustisk Live”. Albummet er optaget på Peter Vesths spillested i Sorø og herefter mixet af Jens Varmløse i Sdr. Bindslev. Albummet udgives kun digitalt og kan opleves på diverse streaming tjenester.

Siden foråret 2016, hvor Kejser Larsen Band blev ”Radio-darlings” på P5 med sangene fra deres debutalbum ”Barmhjertige Søster”, er det blevet til mere end 100 live koncerter blandt andet Skagen Festival, Boxen i Herning og Mariehaven i Ansager samt tv-optrædener. Både i 2018 og 2019 modtog Kejser Larsen Band Familie Journalens læserpris. Bandets musikgenre er rock fyldt med stemningsfulde fortællinger om livet i med- og modgang. Det er altid det folkelige og samspillet med publikum, der er i centrum, når Kejser Larsen Band går på scenen.

Annonceret indhold

Nyeste