Livet her

VIDEO: Syngepiger ankom i gammel Ford A - og så stod den på gamle håndværker-viser

25. september 2021 kl. 13:00

Syngepigerne fra Tårs havde forleden fundet vej til Bindslev Håndværker Museum, som er indrettet i et gammelt snedkerværksted fra 1915. Her er små værksteder med udstillinger fra de gamle håndværk fra dengang, hvor håndværk betød håndens værk.

Forhenværende håndværkere viser og fortæller om deres gamle fag. Det gælder blandt andre urmageren, der viser, hvordan han med stor nøjagtighed reparere de gamle ure, og skomageren der sidder ved sin læst og laver træsko, mens smeden tænder op i essen og smeder hestesko.

Efter et besøg på museet blev lederen af Syngepigerne Hedvig Brix så fascineret af museets store samling af genstande fra en svunden tid, at hun gik hjem og fandt flere gamle viser og sange frem, som gennem tiderne er blevet sunget på værkstederne og i festligt lag.

Hedvig Brix foreslog Jørgen Jensen, der er formand for Bindslev Håndværker Museum, at Syngepigerne fra Tårs kom og sang viser, der refererer til urmagerens, skomagerens og smedens arbejde, mens de arbejder med deres fag. Jørgen Jensen var helt med på ideen og fik kontaktet urmager Jørgen Visti, skomager Esben Møller og smed Niels Andersen.

Syngepigerne kom standsmæssigt til museet i en 90 år gammel Ford A, mens Finn Hedegaard på harmonika spillede pigernes kendingsmelodi. Inden pigerne gik ind i museet sang de deres velkomstsang. Ved urmager Jørgen Visti sang de ”Der var engang en urmager i Frederikshavn”. Hos skomager Esben Møller, der sad og lavede træsko, sang de ”I en skomagerbutik”, og mens smed Niels Andersen stod ved essen, sang pigerne ”Amboltens sang”.

Da der er mange andre håndværksfag repræsenteret i museet, kan det være, at pigerne vender tilbage med nye sange, der passer til de forskellige fag.

Syngepigerne fra Tårs er rejsende i livsglæde. De tager gerne ud og synger til forskellige fester og på ældrecentre og i sognegårde. Syngepigerne bliver ført an af Hedvig Brix og akkompagneret af Finn Hedegaard på harmonika. Repertoiret er kendte sange og viser fra dengang farfar var ung.

Annonceret indhold

Nyeste