Mad og drikke

Kamp i køkkenet: De smører brød til den helt store guldmedalje

Team Føtex Hjørring knokler både nat og dag for at lave 10.000 stykker smørrebrød til sultne kunder

23. september 2021 kl. 14:28

HJØRRING: Alt disponibelt mandskab hos Føtex Hjørring var natten til torsdag og hele torsdagen i køkkenet for at smøre rugbrødsmadder, forsyne brødet med pålæg samt pynte og pakke dem.

Og de mange hænder havde rigeligt at gøre for at følge med efterspørgslen.

Når Føtex kalder til det årlige smørrebrødsmarked, er der nemlig solid opbakning fra kunderne. Smørrebrød til ti kroner stykket bliver sendt over disken i stor stil.

Varehuset i Hjørring er igen i år i konkurrence med landets øvrige butikker i kæden om at sælge flest stykker smørrebrød. Sidste år solgte Hjørring-teamet 9.655 stykker frisksmurte smørrebrød på én dag - og det sikrede varehuset guldmedalje i smørrebrød. Det erklærede mål er at sende 10.000 stykker smørrebrød ud til kunderne i løbet af torsdagen.

2600 stykker smørrebrød var forudbestilt. Og resten af brødet bliver puttet i indkøbskurvene i løbet af dagen.

Over middag kneb det i perioder det travle smørrebrødsteam at følge med efterspørgslen. Men kunderne ventede tålmodigt på, at køledisken blev fyldt op.

Inde bag skranken knoklede slagtermester Tina Nygreen Andreassen sammen med kollegaerne til den helt store guldmedaljer.

- Sidste år var vi presset ved 16-tiden - men i år blev vi presset til middag, smilede hun, mens hun fortsatte arbejdet

Det gik tjept med at få salat, flæskesteg og pynt lagt på rugbrødsstykkerne.

- Og det går hurtigst, når man kun laver én slags, konstaterede Tina.

- Vi har haft et hold inde i nat, og de havde nået meget, inden vi andre mødte ind forskudt mellem klokken 4.30 og 8. Og så kommer der friske kræfter ind i eftermiddag, sagde Tina, der selv vil være i køkkenet hele dagen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu