Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Elitesport Vendsyssel buldrer frem med vigtig stime

De vendsysselske håndboldherrer lægger afstand til nedrykningspladserne efter tredje sejr på stribe

23. oktober 2021 kl. 17:52
Opdateret kl. 20:08

HÅNDBOLD: Havde det ikke været for den amputerede coronasæson, var Elitesport Vendsyssel rykket ud af 1. division i seneste sæson. Dermed er det et stort mål for håndboldherrerne nord for fjorden at spille sig til overlevelsen i denne omgang.

I spidsen for det projekt står Jonas Aaen, der tiltrådte inden indeværende sæson. Indtil videre har han overtaget fra navnkundige Morten Holmen med succes. Med lørdagens sejr over det nyslåede 1. divisionshold fra Roskilde på 32-23 har Elitesport Vendsyssel nemlig vundet tre kampe i streg.

Roskilde Håndbold - Elitesport Vendsyssel 23-32

Stilling undervejs: 3-0, 4-4, 7-10, 12-16, 14-17 (pause), 14-21, 16-24, 21-27, 21-31

Topscorer, Roskilde: Rasmus Hansen og Philip Kempf, 7 mål

Mål, Vendsyssel: Daniel Holmen 9, Steffan Stollig 3, Christian Lykke Jensen 3, Thomas Steffensen 3, Mathias Bredmose Haugen 3, Oliver Prince 3, Mads Espensen 2, Mikkel Krogshede 2, Nicolai Leth Klinge 1, Nicolai Andersen 1, Marcus Raakjær 1, Frederik Torp 1

Udvisninger: Roskilde 7, Vendsyssel 5

Tilskuere: 170

Sejrene over henholdsvis Roskilde, HEI Skæring og HC Odense er særdeles vigtige, da de alle er hold, som nordjyderne skal holde under sig, hvis man også vil være i 1. division næste sæson.

- Det er hold, som ligger under os og måler sig med hinanden. Det er pointmæssigt vigtigt at vinde de indbydes kampe, og det betyder meget for os i forhold til, hvordan vi ser på os selv. Vi vil se os selv som et hold, der ikke er blandt de fire sidste. Noget tyder også på, at vi ikke ligger der, hvis vi kan bevare den energi og optimisme, som vi har haft, fortæller cheftræneren.

Vendelboerne er nemlig oppe på ni point efter otte kampe. Dermed ligger de på en sjetteplads i den 14 hold store 1. division, hvor de fire nederste pladser giver direkte nedrykning.

- Lige i øjeblikket står vi klart bedre end nogen af de fire hold i bunden. Men det er sport, og tingene kan hurtigt vende. Vi tager ikke noget for givet. Vi vil arbejde stenhårdt for bare at være to procent bedre end dagen før, siger Jonas Aaen.

- Vi har fundet en god base rent defensivt. Så har vi forskellige typer, som kan bidrage med noget rent angrebsmæssigt, så vi kan variere vores spil, selvom vi har været ramt af skader. Nu havde vi Nikolai Andersen med igen efter fire eller fem uger ude, så det lysner. Vi har flere spillere, der kan bidrage til kamp og træning, tilføjer han.

Om en uge gæster FIF så hallen i Vrå. Det er således endnu en vigtig kamp for Elitesport Vendsyssel, da københavnerne ligger på sidstepladsen i 1. division. Der kan altså lægges endnu mere afstand til bunden, hvis Jonas Aaen og håndboldvendelboerne fortsætter de gode takter.

- Lige nu har vi et hold, der kan vinde og tabe alle kampen. Men vi har været gode til det førstnævnte. Sådan noget kan bare hurtigt vende. Vi har jo været gode i medvind, mens vi endnu ikke har prøvet hård modvind endnu. Vi har ikke rigtig mødt så mange tophold, siger cheftræneren.

Elitesport Vendsyssels profil, Daniel Holmen, blev en afgørende faktor i lørdagens sejr over Roskilde Håndbold. Han scorede nemlig ni mål mod sjællænderne, der tog imod pladsen i 1. division, efter SUS Nyborg trak sig fra landets næstbedste række.

Annonceret indhold

Nyeste