Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Konate elsker ny VFF-stil: Vi træner på højeste niveau

Der hviler et stort offensivt ansvar på Tiemoko Konate til søndagens hjemmekamp mod FC Helsingør

24. oktober 2021 kl. 06:39

FODBOLD: Tiemoko Konate er ubetinget den største Vendyssel-profil gennem de seneste sæsoner, og igen i denne sæson er kantspilleren i gang med at trække overskrifter af positiv karakter.

Senest bragte han Vendsyssel på sejrskurs mod AC Horsens, inden kampens dommer valgte at udvise Lasse Steffensen via sit andet gule kort. Det endte dermed uforløst for Konate og Vendsyssel, der måtte tage til takke med et enkelt point. Hvad værre var, så røg Lasse Steffensen i karantæne efter sit helt igennem groteske røde kort.

Dermed hviler der et endnu større offensivt ansvar på Konate, der dog er mand for at klare den udfordring.

- Jeg er her for at hjælpe holdet, og det gør jeg bedst via hårdt arbejde, score mål og lægge op til mål. Jeg føler selv, at det går godt for mig personligt, men også for os som hold. Det er ikke meget, vi har manglet for at hente flere sejre, siger Tiemoko Konate.

Den brølstærke ivorianer har indtil videre leveret fire scoringer i denne sæson, så han er et godt bud på en målscorer i søndagens kamp mod FC Helsingør, hvor der hverken er nogen Lasse Steffensen, Ronnie Schwartz eller Wessam Abou Ali på holdkortet.

- Jeg har det fint med, at folk har forventninger til mig. Jeg er sådan indrettet, at jeg ikke tror på held i fodbold. Det handler om hårdt arbejde, og her ved jeg, at vi knokler virkelig hårdt på træningsbanen, så folk må godt forvente noget af os og af mig, siger Tiemoko Konate.

Han er meget begejstret for den spillestil som efterhånden tager form under Henrik Pedersens ledelse.

- Jeg er virkelig glad og meget begejstret for den måde, vi skal spille på under den nye træner. Der er ikke noget dårligt at sige om de forrige trænere, jeg har haft i Danmark, for alle har hver sin stil, men jeg kan bare sige, at jeg har ikke prøvet eller set noget lignende, mens jeg har været i Danmark, og det er super spændende, siger Vendsyssel-profilen.

- Henrik har været meget tydelig i sine ønsker til os spillere. Jeg har haft flere gode snakke med ham, hvor han meget klart forklarer, hvad det er, han forventer fra mig. Det er små detaljer, han er inde og rette til, og det kan jeg virkelig godt lide. På den måde bliver jeg nemlig hele tiden bedre. Det er aldrig for sent at lære noget nyt, så jeg sætter stor pris på vores træningsmiljø.

- Jeg vil sige, at vi træner på en fantastisk måde. Vi træner hårdt, og vi træner på den måde, som vi skal gøre, hvis vi skal være med på det højeste niveau, siger Konate, der ser frem til mødet med topholdet FC Helsingør søndag eftermiddag.

- Det er den slags kampe, der er sjove at spille. Vi skal op mod en virkelig god modstander, men jeg tror på, at vi kan få en sejr, for vi har jo været tæt på at vinde i stort set alle vores kampe, siger Konate.

Se også
Se billederne: Jammerbugt nedlagde Hobro i lokalopgør
Annonceret indhold

Nyeste