Emma Snerle tilføjede mandag to kasser til måltotalen. Det gør hende til topscorer i Gjensidige Kvindeligaen med seks mål.
Livet her

Manden bag taktisk genistreg tror snart, Fortunas topscorer ryger til udlandet

Emma Snerle har fundet sig til rette i angrebet, hvor hun scorer mål på samlebånd

24. august 2021 kl. 07:10

HJØRRING: Emma Snerle har efterhånden været en af de bærende kræfter på Fortuna-holdet i et par sæsoner. Det har hun først og fremmest været på midtbanen, hvor hun fra sin centrale position har svunget dirigentstokken.

Noget har dog ændret sig, for Snerle er ikke længere at finde på den centrale midtbane. Cheftræner Brian Sørensen har skubbet den 20-årige Fortuna-spiller helt frem på banen.

En taktisk ændring, som med det samme har givet gevinst. Tre kampe inde i sæsonen har Snerles fødder leveret seks mål.

- Hun er hurtig på fødderne og er målfarlig, og derfor skal hun tættere på modstanderens mål, forklarer Brian Sørensen om positionsskiftet.

Hos Emma Snerle passer den nye position hende også særdeles godt.

- Jeg er glad for den nye rolle. Det passer mig godt at komme frem på banen, hvor jeg kan være kreativ og score mål.

Se også
Se billederne: Stærke Fortuna Hjørring sendte AaB mod bunden

- Jeg er personligt glad for min start på sæsonen, men det er mine holdkammerater, som sætter mig i scene, så de skal også have en del af fortjenesten, siger Emma Snerle.

Med de flotte præstationer i indledningen af sæsonen er det naturligt at tænke, at udenlandske klubber nu for alvor har Emma Snerle på radaren.

Brian Sørensen tror heller ikke, at Gjensidige Kvindeliga-topscoreren er at finde i den danske liga fra næste sæson.

- Det tror jeg ikke, men det er nok heller ikke planen.

- Hun havde ikke sin bedste sæson sidste år, men det må vi sige, hun er ved at få i år. Vi forsøger at forløse hende fulde potentiale, og gør vi det resten af sæsonen, er jeg sikker på, at hun er klar til at tage næste skridt, siger træneren.

Hos hovedpersonen selv lyder det, at hun har det godt i Fortuna, og hun ikke tænker på større klubber.

- Jeg er er glad for at være i Fortuna. Vi har et godt trænerteam, og jeg synes, at jeg udvikler mig godt. Der er ingen tvivl om, at jeg gerne vil udfordre mig selv i en større liga, men det er slet ikke der, mine tanker er lige nu, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste