Vendssyssel FF's spillere blev til fulde matchet af Brabrand.
Livet her

Nordjyllands onde pokalånder: Vendsyssel også fældet af Brabrand

Det aarhusianske 2. divisionshold har nu sendt både Hobro og Vendsyssel FF ud af Sydbank Pokalen

01. september 2021 kl. 19:36
Opdateret 02. september 2021 kl. 09:43

FODBOLD: De nordjyske fodboldhold står i kø for at glide i bananskrællen i denne sæsons pokalturnering for mænd. Kun AaB og Aalborg Freja er tilbage i turneringen, efter at Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen onsdag aften tabte til Brabrand.

Det aarhusianske 2. divisionshold vandt ikke ufortjent med 4-3 på hjemmebane over vendelboerne og fik dermed fulgt flot op på 1. runde, hvor de ekspederede Hobro IK ud efter straffesparkskonkurrence.

- Jeg er mega skuffet, for vi har vist fremgang på næsten alle parametre hidtil i sæsonen, men i den her kamp synes jeg, at vi decideret underpræsterede for første gang, siger Vendsyssels cheftræner, Henrik Pedersen.

Se også
Tilbage i Vendsyssel: Wessam overrasket over perfekt transferløsning

Brabrand startede også kampen bedst, men efter 10 minutter fandt nordjyderne deres fødder. De var uden angriberen Wessam Abou Ali, der blev hentet på transfervinduets sidste dag, men de skabte chance på chance.

Især den debuterende midtbanespiller Parfait Bizoza var synlig i den periode, og forsvareren Xandro Schenk brød dødvandet i det 23. minut, da han headede et indlæg flot i nettet.

Brabrand gav dog ikke op, og inden pausen havde de vendt kampen på hovedet og bragt sig foran 2-1. Målmand Nicolai Vistisen, der fik chancen fra start hos Vendsyssel, kunne ikke klandres for nogle af målene.

Anton Søjberg (forrest) scorede for Vendsyssel, men lige lidt hjalp det.

Vendsyssel kom bedst ud til anden halvleg og fik hurtigt udlignet, da Tiémoko Konaté stjal bolden og serverede den for en anden debutant, Anton Søjberg, der udlignede til 2-2 på sin gamle hjemmebane. Faren Tom Søjberg sad i øvrigt på aarhusianernes bænk som cheftræner.

Brabrand fortsatte dog ufortrødent med at angribe, og Lasse Møberg bragte dem igen foran i det 67. minut, da han sendte bolden i en blød bue over en ikke prisgivet VFF-målmand.

Indskiftede Diego Montiel så dog ud til at redde Vendsyssel forlænget spilletid, da han i det 82. minut sendte et flot langskud op i målhjørnet til 3-3.

- Vi kom egentlig fint ud til anden halvleg, selvom vi stadig kan spille meget bedre. Da det så stod 3-3 kort før tid, følte vi, at en forlænget spilletid ville være til vores fordel. Desværre begyndte vi at spille kort i eget felt og tabe nogle lette bolde, og det straffede de, siger Henrik Pedersens om Brabrands sejrsmål.

Stadionuret havde rundet de 91 minutters spil, da Brabrand alligevel løb med billetten til tredje runde. Casper Lykke sparkede resolut et indlæg til første stolpe i nettet, og så kunne han tage en velfortjent æresrunde på Brabrand Stadion.

- Modstanderne skal ikke bestemme, hvor gode vi er. Vi skal selv sørge for at gøre det bedste i hver eneste situation. Det gjorde vi ikke i den her kamp, og den kultur skal vi simpelthen have bygget op. Det var ikke godt nok til at vinde en fodboldkamp, erkender VFF's cheftræner.

Kampfakta:

Brabrand IF - Vendsyssel FF 4-3 (2-1)

Mål: 0-1 Xandro Schenk (23. minut), 1-1 Michael Pedersen (36. minut), 2-1 Henrik Borup (43. minut), 2-2 Anton Søjberg (53. minut), 3-2 Lasse Møberg (67. minut), 3-3 Diego Montiel (82. minut), 4-3 Casper Lykke (90. minut)

Startopstilling Vendsyssel (4-4-2): Nicolai Vistisen - Rune Frantsen, Mads Greve, Xandro Schenk, Thomas Christiansen (Lasse Steffensen, 58. minut) - Lucas Jensen (Diego Montiel, 72. minut), Jelle Van der Heyden, Parfait Bizoza (Mikkel Wohlgemuth, 72. minut), Jeppe Pedersen (Zander Hyltoft, 72. minut) - Tiémoko Konaté, Anton Søjberg (Panagiotis Armenakas, 58. minut)

Dommer: Mikkel Redder

Annonceret indhold

Nyeste