Zander Hyltoft er ved at være klar til 90 minutters fodbold igen efter usikkerhed omkring en skade, der har drillet hele sæsonen. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Vendsyssel-fighter er atter fit for fight

Betændelse i den ene hæl har holdt Zander Hyltoft fra banen i store dele af denne sæson, men nu er han atter klar til 90 minutters fodbold

17. oktober 2021 kl. 06:00

FODBOLD: Det er ikke blevet til det ønskede antal minutter på banen for Zander Hyltoft i denne sæson. Faktisk skal man helt tilbage til den 30. juli for at finde den seneste kamp, hvor det er blevet til fuld spilletid for den ellers så slidstærke midtbanespiller.

En betændelsestilstand i den ene hæl har gjort det til en kedelig sæson indtil videre for Hyltoft.

- Jeg fik først at vide, at jeg kunne risikere at springe min akillessene, hvis jeg spillede videre, så det blev til en blokade. Så fik jeg en ny melding, der gik på, at jeg godt kunne spille, hvis vi blot lavede et stort hul i min støvle, så støvlen ikke sad og pressede på hælen, forklarer Zander Hyltoft.

- Det har hjulpet vildt meget, at jeg har fået lavet hul til hælen, så nu er der kun lidt betændelse tilbage, og det er noget, der kan gå i sig selv, siger midtbanespilleren.

Han har mu været i stand til at træne med for fuld kraft i et stykke tid, og det betyder, at formen så småt er ved at være på plads igen.

- Vi havde et spil, hvor vi spillede fire gange 25 minutter. Her var jeg med i hele seancen, så jeg føler mig klar til at spille 90 minutter, hvis der bliver brug for det. Det er klart, at formen måske lige mangler lidt, men luften er til 90 minutter med de krav, som Henrik Pedersen stiller til os rent fysisk, siger Zander Hyltoft.

Søndag venter en vanskelig udekamp mod AC Horsens, men Vendsyssel-lejren er i den grad klar til den opgave.

- Sejren over Jammerbugt betyder, at vi har fået noget selvtillid, og det var virkelig den sejr, vi havde brug for. Fornemmelsen har været god i forhold til spillet, men vi har bare manglet at få udbytte af præstationerne, siger Zander Hyltoft.

Der er kampstart i Horsens søndag klokken 15.

Annonceret indhold

Nyeste