Rikke Ejsenhardt, Event- og aktivitetschef hos Hjørring Handel og Chelina Bagger fra Galleri &Os i Strømgade med et maleri af Henrik Busk Andersen. Den anerkendte kunstner har doneret et kæmpe maleri, der er næsten tre gange så stort som det, de to holder mellem sig.
Annoncørbetalt indhold

Bliv hverdagshelt og red liv sammen med Hjørring Handel

Medlemmerne i Hjørring Handel går sammen om at skaffe nye bloddonorer i Vendsyssel. Det sker ved hjælp af en ny kampagne, hvor der er massevis af præmier. Hovedpræmien er et helt særligt maleri af Henrik Busk Andersen til en værdi af minimum 25.000 kroner. Der er cirka 150 præmier til en samlet værdi af mere end 75.000 kroner.

22. april 2024 kl. 05:00

Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel behøver bare at kigge på sin egen livshistorie, så ved hun, hvorfor det er altafgørende, at der er blod nok i Blodbanken i Hjørring.

- Jeg måtte have blod, da jeg fødte min søn. Min mor modtog blod, da hun blev opereret for sin kræftsygdom, min far blev rygopereret, og min bror fik blod i forbindelse med en amputation, fortæller hun.

Hun fortsætter:

- Det er kort sagt noget, der vedrører os alle sammen. Vi kender alle til nogen omkring os, der har eller får brug for blod. Det kan være på grund af kræft eller anden sygdom. Men det kan også være i forbindelse med en fødsel eller af andre årsager.

Så meget betyder dit blod

  • Én portion blod redder tre liv - hver gang. Din gestus gør derfor en kæmpe forskel ikke bare for én person, men for hele samfundet.
  • 40 procent af det donerede blod går til kræftbehandling. Ved at donere blod, støtter du direkte kampen mod kræft.
  • 30 procent går til fødsler og livreddende operationer. Din donation kan være med til at sikre tryghed for både nybagte forældre og patienter i krise.
  • 30 procent af blodet bruges til patienter med kroniske sygdomme. Dine dråber kan være forskellen mellem smerte og lettelse for dem, der kæmper hver dag.

Kvinder kan give blod cirka tre gange årligt, og mænd cirka fire gange årligt.

Et opkald fra Katrine Kristensen fra Egotag satte derfor også tankerne i gang. Hos Egotag havde de haft besøg af Per Højen fra Bloddonorerne i Vendsyssel. Han fortalte, at der mangler mindst 1.500 nye bloddonorer i Vendsyssel.

Situationen er alvorlig, så det er tid til at handle, var hans budskab.

Det gjorde stort indtryk på Rikke Ejsenhardt. Per Højen blev derfor inviteret til et medlemsmøde i Hjørring Handel.

- Alle på mødet var helt enige om, at vi skulle gøre noget i fællesskab, og det er så stærkt! Medlemmerne vil selv i deres egne virksomheder skaffe bloddonorer. De vil også tale med deres kunder og gæster om at melde sig til, så vi kan få så mange bloddonorer som muligt, fortæller Rikke Ejsenhardt.

Hun fortsætter:

- Alle vores medlemmer har jo kontakt med en masse mennesker, så der er rig mulighed for at få budskabet ud, siger hun.

Symbolske bloddråber til særligt maleri

Et efterfølgende opkald fra Chelina Bagger, der er indehaver af Galleri &Os, satte endnu mere skub på projektet, der har fået arbejdstitlen ”Hvem vil ikke gerne være hverdagshelt?”

Hun havde nemlig taget kontakt til en af galleriets kunstnere, Henrik Busk Andersen fra Galleri Busk Andersen.

Chelina Bagger donerede den første dråbe blod til Henrik Busk Andersens maleri. Han har også skænket bronzeskulpturen ”næstekærlighed.”

Han var også parat til at hjælpe ved at donere et maleri, der måler 130 gange 180. Kunstneren satte dog den betingelse, at det skal være et maleri, der trækker symbolske tråde til fællesskabet via vores blod og dermed DNA, fortæller Chelina Bagger.

Fællesskabets blod skal være en del af maleriet. Derfor kunne man allerede 20. april og igen 27. april komme forbi Galleri &OS for at donere en dråbe blod, som bliver blandet i den røde maling.

- På denne måde er vores stærke fællesskab integreret i det unikke maleri, der bliver skabt i løbet af den næste måneds tid, siger Rikke Ejsenhardt.

- Vi har købt sterile ”fingerprikkere,” så alle, der har lyst til at være en del af maleriet, kan komme og give et par symbolske bloddråber, supplerer Kimmie Amaliegaard fra Hjørring Handel.

Rikke Ejsenhardt og kollegaen Kimmie Amaliegaard hænger plakater op i butikkerne hos Hjørring Handels medlemmer.

Præmier for over 75.000 kroner

En lang række af medlemmerne bidrager med gavekort og gaver.

- Indtil videre har vi præmier for over 75.000 kroner, siger Rikke Ejsenhardt.

Det store engagement fra byens handelsliv og erhvervsliv glæder hende.

- Det viser, at vi har et megastærkt fællesskab, der kan gøre en forskel. Vi har ikke sat et måltal. Vi sigter efter månen, og så lander vi blandt stjernerne. Og vi håber, at rigtigt mange vil melde sig som bloddonorer, siger hun og fortsætter.

- Herudover håber vi selvfølgelig, at den her kampagne kan være med til at sætte lys på problemet og sætte gang i debatten rundt om i hjemmene. Vi tror på, at kampagnen fortsat kan have effekt efter den er slut.

- Her er virkelig et sted, hvor det enkelte menneske kan gøre en kæmpe forskel for fællesskabet.

På Hjørring Handels hjemmeside hjhandler.dk kan du læse mere om kampagnen, præmierne og hvordan, du bliver bloddonor.

Sådan bliver du donor og deltager i konkurrencen:

  • Du skal melde dig som bloddonor ved at bestille en tid i blodbanken.
  • Når du har været til første møde i blodbanken, får du udleveret et kort, som skal udfyldes. Kortet afleveres i guldpostkassen i Strømgade 2 inden 28. juni klokken 17.00.
  • For hver eneste ny bloddonor, der tilmelder sig, er der en chance for at vinde præmier til en samlet værdi på mere end 75.000 kroner. Det gælder alt fra et helt unikt Henrik Busk Andersens maleri, skabt til formålet, til gavekort og gaver, der er sponsoreret af lokale butikker og virksomheder.

Vinderen bliver fundet 28. juni i forbindelse med arrangementet. ”Roser og rosé.” Vinderen skal være til stede for at få sin præmie.

Annonceret indhold

Nyeste