Livet her

300 procent flere hollændere i Skallerup

01. september 2018 kl. 07:19

Skallerup Seaside Resort ved Hjørring melder om en stigning i hollandske overnatninger på knap 300 procent over de seneste tre år.

Som en konsekvens af stigningen begyndte feriecentret sidste år hollandsk sprogundervisning for personalet, og i dag kan centrets gæster blandt andet deltage på et bolsjekogningshold, hvor kommunikationen foregår på hollandsk.

- Når vi har haft så stor en stigning i antallet af hollandske gæster, så er det både en digital indsats på markedsføring og booking, der har båret frugt, men også en målrettet indsats for at imødekomme de hollandske gæster bedst muligt, fortæller Mette Clausen, salgs- og marketingchef hos Skallerup Seaside Resort.

Hos Skallerup Seaside Resort er det i høj grad de hollandske børnefamilier, der er målgruppen.

- Vort personale lærer at kunne sige "goedemorgen" osv., og i august har vi flere gange om ugen hollandsktalende medarbejdere i de kreative værksteder for børn og voksne, tilføjer hun.

Det er ikke bare feriecentret ved Skallerup, men hele Nordjylland, som flere hollændere besøger.

Hos VisitNordjylland har man foreløbig kunnet måle en fremgang på det hollandske marked med en stigning i antallet af overnatninger siden 2016 svarende til 23 procent. Her skal tages forbehold for, at de endelige tal for 2018 naturligvis endnu ikke foreligger, så det forventes, at de vil ligge lidt højere.

Stigningen de senere år i antallet af besøgende fra Holland skyldes bl.a. en intens satsning på dette marked, der spås endnu større vækst i de kommende år.

Succesen på det hollandske marked har givet blod på tanden og har nu også resulteret i et samarbejde med en hollandsk tv-station, der manglede smukke omgivelser til optagelsen af et reality-program.

I programmet, der blev optaget i Nordjylland, herunder i Skallerup Seaside Resort, Løkken og Lønstrup, i denne uge, tager tre kendte hollændere på rejse sammen for at genoplive deres venskab fra ungdomsårene. Målgruppen for programmet er de såkaldte "halvtreds-plussere".

- Netop den målgruppe, der hedder rejsende par uden børn på 50+, er en kernemålgruppe for nordjysk turisme og også en målgruppe, der spås at vækste i de kommende år. Det er en attraktiv målgruppe, fordi de har råd til selvforkælelse og har smag for de gode ting i livet. Her har vi nogle helt særlige turismeprodukter og destinationer i Nordjylland, der centrerer sig om mad og gastronomi, exceptionelle naturoplevelser samt kunst og kultur - netop elementer, der tiltaler den modne målgruppe, der har både tid og råd til den slags ferier, siger salgs- og marketingchef Ann Purkær Plaetner fra VisitNordjylland. - Så vi er rigtig glade for muligheden for at være med som en af destinationerne i programserien.

Det hollandske marked bliver et vigtigt fokusområde for VisitNordjyllands kampagner og markedsføring af landsdelen i kommende kampagner i 2019 og 2020.

Annonceret indhold

Nyeste