Præsident Karin Schmøkel og Grete Sandberg fra Hjørring Inner Wheel overrækker donation til Young Care Orkesteret.
Livet her

Lokal forening donerer overskud til tre foreninger

19. april 2024 kl. 06:02

HJØRRING: Hjørring Inner Wheel er både glade og stolte over at kunne donere 24.000 kr. til gode sociale formål for unge og børn i Hjørring Kommune.

I år går donationen til tre foreninger.

Den første modtager er Young Care Orkesteret, som har hjemme på Lundergårdskolen. Det er et socialt musikprojekt, hvor børn og unge får en chance for at opnå succes gennem musikken og samtidig udvikle personlige og sociale kompetencer. 

Klubben oplevede mange glade og koncentrerede børn, som gerne ville spille for dem, da de overbragte donationen.

Home Start, som er den anden modtager, tilbyder praktisk hjælp og venskabelig støtte til småbørnsfamilier, som kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen. Formålet er at give forældrene overskud og selvtillid, så de kan give deres børn en god og tryg opvækst.

Støtten gives hjemme hos familien i 2 timer om ugen. Grundtanken er, at alle børn har ret til en god barndom, og det er et "hjælp til selvhjælp"-projekt. Donationerne bruges blandt andet til en tur til Fun-Park ved Hirtshals eller en teatertur til jul.

Den sidste donation blev givet til Børns Voksenvenner. Børns Voksenvenner besøger og tilbringer tid med børn, som ikke har mange voksne omkring sig. Det kan for eksempel være børn og unge, der ikke har bedsteforældre.

De ser måske andre blive hentet af bedsteforældre og ønsker også en voksen at tale og være sammen med. Det kan også være børn eller unge med et spinkelt netværk, der gerne vil have en ven at gå ture med, tale med, spille spil med og dermed få et frirum. Maja Elholm, frivillig i Børns Voksenvenner i Hjørring, fortalte engageret om kontakten til de unge og var meget taknemmelig for donationen.

Hjørring Inner Wheel takker endnu engang alle de gode sponsorer, de seje frivillige, de mange deltagende bridgespillere og alle, som har bidraget til at gøre disse donationer mulige. De ser allerede frem til næste års Bridgeturnering.

Annonceret indhold

Nyeste