Livet her

Strandfogedgården synger på sidste vers

01. september 2019 kl. 09:05

Da Vendsyssel Historiske Museum i 2002 opgav kampen mod sandflugten omkring Rubjerg Knude Fyr, flyttede sandflugtsmuseet til Strandfogedgården, hvor historien om naturen omkring Rubjerg Knude siden er blevet formidlet. Nu er det snart slut, for lejemålet med Strandfogedgårdens ejer udløber med udgangen af i år, og grundet besparelser på museets drift bliver lejemålet ikke forlænget. Strandfogedgårdens sidste åbningsdag er fredag den 18. oktober, og efterfølgende nedtages udstillingerne, hvorefter gården ikke længere er i brug af Vendsyssel Historiske Museum.

Strandfogedgården er et oplevelsescenter, hvor de besøgende selv deltager aktivt i museumsbesøget, og det gør stedet utroligt populært. Der vises en udstilling om Rubjerg Knudes kultur- og naturhistorie. Udstillingen er delt op i tre enheder, hvis elementer er designet, så de besøgende selv kan deltage. Publikum kan lære om sandflugten, opleve strandfogedens arbejde og Rubjerg gamle kirkegård og historien om Rubjerg Knude Fyr. Det er også muligt at eksperimentere med sandflugt og kystnedbrydning.

Udstillingens første rum fungerer som det store oplevelsesrum, hvor udvalgte historier omkring Rubjerg Knude fortælles. Historierne er illustreret med store fysiske elementer. I rummet er blandt andet placeret en tidsmaskine, hvor den besøgende har mulighed for at rejse tilbage i tiden og opleve, hvor store landskabsændringer området omkring Rubjerg Knude har gennemgået de sidste 17.000 år.

På Strandfogedgården er der både kiosk med forskellige artikler relateret til udstillingerne samt en hyggelig kaffestue i den tidligere hestestald, hvor det er muligt at købe forfriskninger.

Annonceret indhold

Nyeste