De ansatte i Vendsyssel har ikke fået løn i denne omgang. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Vendsyssel-trup skal mødes med ejerne: Naturligvis er der spørgsmål

Fredag aften ankommer en del af ejergruppen bag Vendsyssel FF til Hjørring, og de skal mødes med spillertruppen, der ikke har fået løn

30. april 2021 kl. 13:31
Opdateret kl. 14:27

FODBOLD: Hvis man ikke vidste det, ville man ikke kunne se det ud fra fredagens træning hos Vendsyssel FF. På de lækre baner i Vrå var der højt humør, og spillerne lod ikke til at være påvirket af situationen.

Torsdag var der lønningsdag for alle lønmodtagere, men Vendsyssel FF-spillerne og alle andre ansatte i klubben måtte konstatere, at lønnen var udeblevet. Det får straks en lang række alarmklokker til at ringe, men i første omgang lader spillertruppen sig ikke mærke af den manglende betaling.

- Det er en faktor. der er kommet fra siden af, og vi kan ikke gøre noget ved det. Det er da lidt irriterende, men det er ude af vores hænder. Vi har bare taget de forholdsregler, som vi kan ved at kontakte Spillerforeningen, som man vil gøre på en hver arbejdsplads. Så må de tage den videre, siger Peter Friis Jensen.

- Vi har givet hinanden ord på, at det nu handler om Hobro-kampen på søndag. Det er den, vi kan gøre noget ved, og alt det udenom, kan vi ikke gøre noget ved, siger Peter Friis Jensen.

Se også
Utilfredshed i Vendysssel FF: Lønnen er udeblevet

Core Sports Capital har indtil videre ikke været meget for at uddybe situationen, men fredag aften ankommer to af selskabets nøglepersoner til Hjørring, og det giver ifølge Nordjyskes oplysninger mulighed for et møde mellem ejerne og spillertruppen efter lørdagens træning. Her er der helt sikkert nogle spørgsmål, som spillerne gerne vil have svar på.

- Naturligvis er der spørgsmål. Selvfølgelig vil vi gerne vide os sikre på, at tingene er i orden, men det er ikke her, at vores fokus vil være i weekenden. Der kan vi rette fokus hen på mandag, men i første omgang gælder det Hobro-kampen, siger den rutinerede målmand.

Den nye situation er måske ikke verdens største overraskelse med tanke på de udmeldinger, der tidligere er kommet fra ejerkredsen. I første omgang er det dog ikke egen jobsituation, der ligger Peter Friis Jensen mest på sinde.

- Vi har lovet, at vi nu skal ud at kæmpe for alle de frivillige og staben på kontoret. De knokler for os hver eneste dag, og nu skal vi sørge for, at der er også er en klub her efter sommerferien, så er der nogen udenom, der skal sørge for, at vi får vores løn, siger Peter Friis Jensen.

Hvis lønnen fortsat mangler efter tre hverdage, så er der mulighed for, at den enkelte spiller kan få ophævet sin kontrakt. Det så man blandt andet effektueret for nogle år siden, da Lyngby var i økonomiske vanskeligheder. Så langt er Vendsyssel-truppen dog ikke kommet endnu.

- Det er ikke en situation, vi har snakket om endnu. I første omgang gælder det Hobro-kampen, siger Peter Friis Jensen.

Hvis spillernes kontrakter skal ophæves er det hævebegrundende misligholdelse, der kan komme i spil:

Hævebegrundende misligholdelse fra klubbens side foreligger for eksempel, hvis klubben ikke har betalt forfalden løn, bonus, feriegodtgørelse eller anden pligtig pengeydelse i ansættelsesforholdet senest tre hverdage efter, at spilleren har afsendt eller fremsat skriftligt påkrav herom. Som hverdage anses alle dage, der ikke er søn- og helligdage. Påkravet kan først afgives efter forfaldstidspunktet.

Annonceret indhold

Nyeste