Thomas Reinholdt Rasmussen er ene hane i kurven på hjemmefronten. Han og hustruen Sara har til sammen seks døtre - den yngste på syv er ægteparrets fællesbarn. Foto: Bente Poder
Livet her

Med seks døtre i en sammenbragt familie må man vælge sine kampe med omhu

Troen på kærligheden er det vigtigste, forklarer Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring og kandidat til bispevalget i Aalborg Stift

22. august 2021 kl. 16:38
Opdateret kl. 19:19

Seks døtre, en hustru og kun to toiletter i en ellers rummelig provstebolig, lærer en mand at være tålmodig og at vælge sine kampe med omhu.

Og når man møder Thomas Reinholdt Rasmussen kan man heller ikke undgå at bemærke, at han har et lyst sind og måske endda et lille smilehul, når han slipper det løs. Det gør han gerne, og hvis du ser et billede, hvor du synes han ser sur ud, så skyldes det, at fotografen glemte at sige, at han skulle smile.

- For selvom jeg tror, at jeg smiler, kommer jeg let til at se sur ud på billeder, sukker han.

Se også
10 spørgsmål til bispekandidaterne - se her hvad de står for

Den 49-årige provst har sagt ja til at stille op som bispekandidat til det forestående valg i Aalborg Stift.

- Jeg sagde ja, fordi jeg blev spurgt. Selvfølgelig skulle jeg lige overveje det og snakke med familien, for vi er rigtig glade for at være her i Hjørring. Men jeg vil meget gerne være med til at sætte kursen for den Folkekirke, som jeg holder så meget af, siger han.

Kursen er sat mod kirken som en vedkommende og troværdig samtalepartner. Hvor man kan få gode svar på tidens vigtige spørgsmål. Kirken skal være det naturlige sted, man går hen, med både teologiske, men også nutidige, eksistentielle spørgsmål.

Og så skal stiftet være et rigtig godt sted at være for præster, menighedsråd og ansatte - og selvfølgelig for alle sognebørnene. Også for dem, der ikke kommer så meget i kirken.

- Vi skal tiltrække de dygtige folk. Stiftet skal være et flagskib, både teologisk og organisatorisk. Et sted, man er stolt af og glad for at være en del af, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

En biskop er en administrativ leder - men skal også være leder for de mange frivillige og ansatte. Man sætter en kurs. Men man er også altid præst, mener han.

Jeg sagde ja til at stille op, fordi jeg blev spurgt. Og fordi jeg gerne vil være med til at udvikle Folkekirken som jeg elsker så højt, siger Thomas Reinholdt Rasmussen. Foto: Bente Poder

For ham betyder den kristne tro, at kærligheden er størst.

- Med vores erfaring ved vi, at døden er størst. Troen siger os, at kærligheden er størst. Og det vil jeg rigtig gerne tro på.

Thomas Reinholdt Rasmussen er student fra Frederikshavn og læste teologi ved Københavns Universitet. På bogreolen i samtaleværelset vidner en lang række blå bogrygge i flere etager om, hvordan han i gymnasiet blev grebet af Søren Kierkegaard.

I dag fylder Kierkegaard mest på reolen:

- Man siger, at man skal læse Kierkegaard når man er 20, og at man skal holde op igen, når man er 30, smiler provsten.

Søren Kierkegård fylder godt i reolerne - men ikke så meget i provstens liv, som han har gjort. Foto: Bente Poder

Ud over teologien og et par afstikkere i museumsverdenen har han også en HH - og tænkte dengang, at det fik han nok aldrig brug for. Men det gjorde han så alligevel, for både provster og biskopper har brug for at kunne gennemskue et excel-ark.

- Som provst styrer jeg et budget på over 100 mio. - så det er godt at have den indsigt.

Egentlig havde han litteraturen som første prioritet, da han søgte ind på universitetet. Men kom så ind på teologi - og har aldrig fortrudt det. Naturligvis ikke, havde man nær sagt.

- Teologi giver muligheden for at tænke de største tanker i en europæisk kontekst, som også er vedkommende i dag. Jeg blev grebet af hele den verden, der åbnede sig for mig.

I studietiden arbejdede Thomas Reinholdt Rasmussen som studentermedhjælper ved trinitatis Kirke, og fik også mulighed for her at prædike for første gang.

- Her oplevede jeg en glæde ved at prædike og det var spændende, at det arbejde, man har gjort med tekster og erfaringer, som er foregået ind i ens eget hoved, bliver konkret for folk. Man er talerør for et større budskab - det var en stor oplevelse.

Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring,i sit arbejdsværelse. Han holder eget af at prædike, undervise og holde foredrag. Foto: Bente Poder

Han fortsatte med at prædikere i Blågård Kirke (som nu er nedlagt), og her fandt han også tilfredsstillelsen ved at formidle og undervise - lige fra de helt små børn til konfirmander og voksne og på Præsternes Efteruddannelse. I tidens løb er det også blevet til utallige foredrag i hele landet.

- Det er spændende og givende at komme ud og møde folk - der kommer altid gode spørgsmål, og man bliver også selv klogere.

Selvom både Thomas Reinholdt Rasmussen og hans daværende hustru var glade for København lå det lidt i kortene, at de skulle til Nordjylland. Og da der blev slået en stilling op i Jerup ved Frederikshavn i 1999 føltes det nærmest som en selvfølge at søge den.

Og så blev det til nogle rigtigt gode år der. Tiden i Frederikshavn gav også mulighed for at erhverve sig en ny kasket som præst i Søværnet med undervisning på sergentskolen i kulturforståelse og retorik på skemaet. Thomas Reinholdt Rasmussen var orlogspræst indtil 2010u.

Thomas Reinholdt Rasmussen sammen med hustruen Sara Dommerby Toft, der er præst i Vidstrup/Tornby. Foto: Bente Poder

Siden blev han præst i Tversted og Uggerby. Og var igennem en smertelig skilsmisse. I 2011 mødte han sin nuværende hustru, Sara Dommerby Toft, der er præst i Vidstrup/Tornby. Hun havde to døtre, Thomas Reinholdt Rasmussen havde tre, og sammen har de endnu en datter.

En stor, dejlig, sammenbragt familie.

- Vi taler og diskuterer meget - det er en stor glæde og den bliver større, jo ældre de bliver.

Der er ikke meget fritid i provstens liv. Alligevel har han altid forsøgt at at afsætte tid til at blive god til et eller andet: at spille badminton, synge i kor eller cykle, ud over almindelige daglige ture.

- Men vi har et gammelt sommerhus i Jerup, og det tager meget af ens tid. Det praktiske arbejde er godt for hovedet, mener han.

Thomas Reinholdt Rasmussen læser meget og er også anmelder af især faglitteratur.

Som ny biskop, hvis han vinder valget, vil man opleve Folkekirken endnu tættere på og endnu mere vedkommende og som en organisation, der betyder noget i ens liv og hverdag. Med gode svar på det, vi går og tumler med.

Hans tro hviler på Grundvig. Det er fundamentet, ikke mindst med dåben som det vigtigste sakramente, hvor spædbarnet bliver taget ind betingelsesløst. Med en gud, der accepterer os som vi er.

- Kernen i reformationen er frihed og der er ingen tvang i den kristne tro. Jesus genopstår ikke på grund af os, men på trods af os. På rods -det er frihedens ord og Folkekirken er det frieste af alle steder. Så må man tåle, det der er nogen man ikke er enig med. Og som troende kan man altid vælge en anden præst.

Folkekirken er et fortolkningsfællesskab, siger han og lægger især vægt på, at vi skal tale sammen:

Som Grundtvig siger, så fortsætter det også efter døden, hvor "med venner i lys vi tale".

Bispevalget og kandidaterne

Dette er en af tre artikler, hvor vi præsenterer kandidaterne til bispevalget. Alle tre kandidater præsenteres frem mod starten på første valgrunde.

Biskoppen bliver valgt af stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer. Alle menighedsrådsmedlemmer og præster i et stift har stemmeret. Det gælder også for valgmenigheder. Præsten skal dog have en ansættelse af Kirkeministeriet af mindst et års varighed eller være medlem af menighedsrådet. I Aalborg Stift er der omkring 3500 stemmeberettigede.

Det sker med elektronisk stemmeafgivning mellem 31. august og 21. september.

Hvis en kandidat får halvdelen af de afgivne stemmer, indstiller kirkeministeren ham eller hende til kongelig udnævnelse som biskop. Hvis ingen af kandidaterne får mere end halvdelen af stemmerne, udskrives en ny valgrunde mellem 6. oktober og 27. oktober mellem de to kandidater, som fik flest stemmer.

Den nye biskop tiltræder 1. december, og 12. december er der bispevielse i Aalborg Domkirke Budolfi.

Jeg har i mine 22 år som sognepræst arbejdet både i folkekirkens maskinrum og på broen med alt fra børnegudstjenester over voksenundervisning til ledelse af folkekirken i tidens strømme, og derud over har jeg også være engageret i lokale borgerforeninger og skolebestyrelser. Det er væsentlig for mig at tale nutidigt om troen som noget det moderne menneske kan se sig i og har erfaring med. Vi har brug for kristendommen og folkekirken er en god ramme for den.

Thomas Reinholdt Rasmussen, citat fra hjemmesiden thomasreinholdt.dk

Thomas Reinholdt Rasmussen i sin kirke,Sct. Catharinæ Kirke midt i et af Hjørrings hyggelige, centrale kvarterer. Foto: Bente Poder
Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring, er kandidat til det kommende valg af ny biskop i Aalborg Stift. Foto: Bente Poder

Læs om de to andre kandidater til bispevalget:

Se også
- Jeg vil være med til at flytte fokus fra mursten til mennesker
Se også
- Jeg kommer ikke med en seddel i lommen med alle svarene

Annonceret indhold

Nyeste