Mette Villadsen, Mathilde Grau og Camilla Nielsen har travlt med at gøre butikken klar til åbningen.
Shopping

Ophørsudsalg banede vejen: Nu åbner Søren og Mette dørene til ny kæmpebutik

26. april 2024 kl. 06:01
Opdateret 29. april 2024 kl. 08:25

LØKKEN/BLOKHUS: Der pakkes varer ud af kasser, prismærker sættes på, der hænges lamper op, og i det hele taget fornemmer man tydeligt, at spurten er sat ind for, at butikken kan blive klar til den store åbning lørdag den 4. maj.

- Vi skal nok nå at blive færdige, ellers tager vi nætterne i brug, lyder det lunt fra Mette Villadsen, der sammen med sin mand, Søren, ejer Step In-butikkerne i Blokhus og Løkken.

Søren og Mette Villadsen glæder sig til at få mere plads til de mange varer.

Butikkerne sælger tøj, brugskunst og interiør, og konceptet er, at der altid er 50 procent på varerne – i perioder op til 70 procent. Et koncept der blev født ved en tilfældighed.

Ægteparret havde i 2002 åbnet butik i Blokhus, men på det tidspunkt var kundestrømmen til badebyen knap så konstant som i dag, og efter fire år besluttede de at lukke.

Mette Villadsens søster, Rikke, er hidkaldt for at hjælpe forud for åbningen.

I den forbindelse blev der holdt ophørsudsalg, og så begyndte kunderne at strømme til.

- Her blev konceptet om at sælge varer med 50 procent rabat født, og vi overførte ideen til vores daværende butik i Lønstrup og de to butikker i Løkken, som vi fortsat har, fortæller Mette Villadsen.

Mere plads til inspiration

I 2015 kom Mette og Søren Villadsen retur til Blokhus, hvor de åbnede Step In på Torvet 15A, men butikken er efterhånden vokset ud af rammerne. Derfor besluttede ægteparret tidligere på året at sætte deres navn på en lejekontrakt, som sikrer dem omkring 700 kvadratmeter, hvilket betyder, at butikken bliver næsten tredobbelt så stor.

I den nye butik vil der blive udstillinger, så kunderne kan lade sig inspirere.

- Det er dejligt, at vi har fået mere plads, så vi får bedre mulighed for at præsentere varerne og kunderne føler, at der er mere luft til at komme rundt. Vi får også bedre muligheder for at lave udstillinger, så kunderne kan hente inspiration. Vi har også fået plads til at sælge større ting som eksempelvis møbler, siger Mette Villadsen, der har været tovholder på indretningen af den nye butik.

Ægteparret opkøber store partier til nedsat pris, hvilket gør det muligt at sælge til halv pris. Der er ofte tale om kollektioner fra den forgange sæson.

- Vi opkøber konkursboer og restpartier fra leverandører, og dermed kan vi kan sælge til kunderne til en god pris, siger Søren Villadsen, der oplyser, at åbningen vil blive markeret med en række ekstra gode tilbud.

Bygningen har fået en overhaling, men endnu mangler der at komme skilt på facaden.

- Vi har blandt andet købt 100 paller med krukker og kurve, som sælges til attraktive priser. Desuden serverer vi kagemand, øl og vin i åbningsweekenden, og forhåbentlig vil mange kigge indenfor i den nye butik, og vi håber, at kunderne vil synes om de nye rammer, siger han.

Ægteparret vil fortsat drive butikken på Torvet 15A - den bliver omdannet til Vestkyst OUTLET, hvor varerne sælges med 70 procent rabat.

Annonceret indhold

Nyeste