Ahmet Schäfer har sendt en hilsen til de ansatte i Vendsyssel FF. Akrivfoto: Bente Poder
Livet her

Efter kaos og manglende løn: Se video med klubejer

Klubejer Ahmet Schäfer tager nu bladet fra munden og åbner op om den nuværende situation i en videohilsen til alle i Vendsyssel FF

01. maj 2021 kl. 13:13
Opdateret kl. 17:00

FODBOLD: De seneste dage har mildt sagt været turbulente for Vendsyssel FF. Torsdag udeblev lønnen til alle ansatte i klubben, og fredag trak direktør og tidligere hovedaktionær Jacob Andersen sig fra sin post.

Den sidste handling er dog blevet talt ned af folk i klubben, der understreger, at Andersens afgang var en planlagt handling i kølvandet på, at Core Sports Capital købte sig ind i Vendsyssel FF sidste år.

Se også
Vendsyssel har ny direktør på plads

Det udenlandske ejerskab, der er anført af Ahmet Schäfer har indtil videre ikke været noget nogen succeshistorie. Vendsyssel FF ligger til nedrykning med få runder tilbage af sæsonen, og en nedrykning har tidligere været udlagt som en mulig exit-udløser for de udenlandske ejere.

Seneste vigtige kapital blev skrevet torsdag, da lønnen til klubbens stab og spillere ikke var gået ind på kontoen som forventet. Første melding var en manglende corona-kompensation fra staten, som forklaring på den udeblevne løn. Nu er der imidlertid nyt til spillertruppen, der har modtaget en videohilsen fra Ahmet Schäfer. En videohilsen som ejerkredsen også har sendt til Nordjyske.

Her kan man se Ahmet Schäfer stille sig op og tage toppen af det isbjerg af spørgsmål, der har hobet sig op i de seneste dage. Vigtigst af alt svarer han på, hvornår de ansatte kan forvente løn på kontoen.

- Vi har arbejdet utrætteligt i de seneste dage for at finde en løsning, som jeg også indikerede i brevet til jer. I den forbindelse er jeg glad for at kunne bekræfte for jer, at hele jeres løn vil blive udbetalt til jer senest torsdag. Måske endda før, siger Vendsyssel-ejeren, der i vanlig stil ikke er bleg for at sige tingene, som de er.

- Jeg undskylder på vegne af hele ledelsen for de gener, som den udeblevne løn må have skabt for jer og jeres familier. Men der er ingen grund til at skjule sandheden. Fodbold er i en krise. Vi ser ind i en svær tid. Vi har også haft problemer på banen med mange skader, og de har skabt en negativ spiral, som vi nu kravler ud af kamp for kamp, lyder det fra Ahmet Schäfer.

Se også
Direktør stopper i Vendsyssel FF

Han understreger, at optimismen er intakt, men tøver samtidig heller ikke med at bruge ordet krise.

- Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at forblive på sporet, så vi kan stabilisere vores klub. Det er en klub for lokalsamfundet og for sponsorer. Sammen vil vi overvinde den her krise, så vi kan planlægge næste sæson sammen.

Sidst men ikke mindst er der opbakning til spillerne før søndagens vigtige kamp mod Hobro.

- Jeg vil gerne forsikre jer om, at vi er 100 procent bag jer, og vi står ved siden af jer i de kommende kampe, som skal være medvirkende til at holde klubben stabil, siger Ahmet Schäfer.

Annonceret indhold

Nyeste