Kornets hus fik Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2021. Kornets Hus er tegnet af den norske tegnestue Reiulf Ramstad Arkitekter. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Kornets Hus fik prisen - tre lokale projekter i Tårs, Tolne og Løkken blev hædret

08. oktober 2021 kl. 12:18
Opdateret kl. 14:42

HJØRRING: Vinderne af Hjørring Kommunes Arkitekturpris 2021 blev Kornets hus, mens der var hædrende omtale til Stakladen ved Tolne Skovpavillon, Byhus og gammel smedje i Løkken samt Vandtårnet i Tårs.

Uddeling af Arkitekturprisen og Hædrende omtale fandt sted ved et offentligt arrangement torsdag aften i Kornets Hus på Guldagervej 501, 9800 Hjørring.

Arkitekt Reiulf Ramstad Arkitekter har tegnet Kornets hus, og om byggeriet lød det:

”Et enkelt og skulpturelt byggeri rejser sig mellem marker og horisont og fortolker lokalt gårdbyggeri, som et vartegn der rækker ud i verden. Med vinkelhusets enkle greb får bygningens funktioner en naturlig og klar opdeling og bindes samtidig flot sammen af fællesområdet, så duften af brød breder sig på tværs af bygningen. Det giver udstillingen om kornet en ekstra dimension.

Byggeriets gennemførte taktilitet og varme nuancer, i husets indre og ydre, byder velkommen og inviterer til at forlænge besøget og til et snarligt gensyn”.

Vandtårnet i Tårs

Vandtårnet i Tårs fik ligeledes hædrende omtale for god arkitektur.

Bygherre er Tårs Vandværk og arkitekt er Erik Arkitekter

Vandtårnet i Tårs fik hædrende omtale - det samme gjorde Stakladen i Tolne og en gammel smedje i Løkken.

”Vandtårnet er transformeret til et nyt og moderne vartegn for Tårs. Transformationen har givet tårnet nyt liv og med de nye ”øjne” og det markante, røde trappetårn som rygrad, står det som en stolt vogter og skuer ud over Tårs og det omkringliggende landskab. Stedet er blevet et lokalt møde- og aktivitetssted og et mangfoldigt besøgsmål for alle”.

Stakladen

Stakladen ved Tolne Skovpavillon fik hædrende omtale for god arkitektur.

Bygherre er Foreningen Tolne Skovpavillon og Erik Arkitekter A/S har tegnet projektet.

Stakladen ved Tolne Skovpavillon. Foto: Niels Helver

Om Stakladen lød det:

”Stakladen er et taktilt, enkelt og underspillet byggeri smukt rodfæstet i kulturmiljøet og naturen ved Tolne Skovpavillon. Projektet er et nutidigt bud på et lokalt drevet forsamlingshus med en ny indretning, der giver stedet både funktionalitet og rumlige oplevelser.

Byggeriet er opført i enkle proportioner i træ fra Tolne Skov, og fortolker den oprindelige staklade, fornyer og genfortæller stedets historie”.

Byhus og gammel smedje

Byhus og gammel smedje i Løkken fik Hædrende omtale for god arkitektur.

Bygherrer er Mie Raunsmed Svane og arkitekt Gitte Hansen maa og kimthorsell Architects har tegnet projektet.

Og om projektet lød det:

”Et vellykket eksempel på, at der ud af eksisterende og nedslidte bygninger, med det rette blik, kan skabes et inviterende byggeri, der bidrager til det lokale byliv.

Smedjen og forhuset har gennemgået en fin transformation til et nyt og imødekommende hjørne i Løkken bymidte og er inspiration til efterfølgelse for andre lokale byhuse.

Stemningen fra ”det gamle Løkken” er indfanget samtidig med, at indretningen er fornyet, og der er skabt læfyldte gårdrumsmiljøer, som både fremhæver kulturarven, men også peger fremad og skaber rammer for nye muligheder”.

Annonceret indhold

Nyeste