Fra venstre er det Topholt&Andersens restaurantchef Andreas Winther, Thomas Topholt, Martin Sloth, Camila Andersen og Kent Boalth. Foto: Kirsten Olsen
Mad & Drikke

Det smager af mere: Hjørring-restaurant leverer maden til Løkken Bryghus - samarbejde fortsætter

11. september 2021 kl. 15:15

Løkken Bryghus har indgået et samarbejde med Restaurant Topholt&Andersen, Nørregade 22 i Hjørring, der nu laver mad til selskaber i bryghusets køkken.

Det betyder at Bryggerstuen på Vrenstedvej kan tilbyde sine gæster et måltid mad sammen med et glas af bryghusets gode aftapninger. Og nu planlægger parterne at skabe en rigtig Oktoberfest på Løkken Bryghus den 9. oktober. Her serveres der Vildtgryde ad libitum, og der er bestilt live musik.

Parret bag Restaurant Topholt&Andersen Camila Andersen og Thomas Topholt har mange ”gryder i kog”. Foruden at de onsdag til lørdag har åbent for fine dining i deres restaurant i Nørregade, laver de også komplette kantineløsninger til firmaer og institutioner, har åbent i restauranten til events, blandt andet ved teatermiddage til Hjørring Teater samt take away og selskabsmenuer i- og ud af huset, og nu også mad til Løkken Bryghus.

- Vi vil gerne være med til at løfte niveauet på både råvarer og måltider, så vi altid leverer de bedste løsninger for vores kunder, understreger Camila Andersen og Thomas Topholt.

- Vi blev kontaktet lige før sæsonen af Løkken Bryghus. Vi gik straks i gang, så det har været som at ”køre mens vi asfalterede”, men det har været sjovt og spændende, - og vi har fået rigtig positiv respons.

- Vi er blevet modtaget i Løkken med åbne arme. Der er en dejlig uhøjtidelig stemning om sommeren, og det har vi nydt, fortæller parret under en evaluering sammen med bestyrelsesformand Martin Sloth og brygmester Kent Boalth.

Kent Boalth og Martin Sloth har store forventninger til det nye samarbejde. I Bryggerstuen er der plads til 50 gæster og i forhuset ud til Vrenstedvej kan der være et selskab på 35 personer.

- Med aftalen med Restaurant Topholt&Andersen har vi nu mulighed for både at tilbyde selskaber og at lave arrangementer uden for sommersæsonen.

- Derfor glæder vi os meget til at starte med en rigtig Oktoberfest. Derefter planlægger vi en Irsk Aften i november, og vi følger op med en julefrokost i december.

- Så der bliver rig mulighed for, at gæsterne kan spise og samtidig smage på bryghusets 18 forskellige øltyper på Løkken Bryghus, slutter de.

Annonceret indhold

Nyeste