Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Horribelt rødt kort, da Vendsyssel satte føring over styr mod tophold

Lasse Steffensen gik fra matchvinder i sidste runde til ufrivillig skurk mod Horsens, men angriberen skulle aldrig have været vist ud

17. oktober 2021 kl. 17:15
Opdateret kl. 22:54

FODBOLD: Vendsyssel FF var fortjent foran 1-0 ude mod AC Horsens fra toppen af 1. division (NordicBet Ligaen), da en gigantisk fejldom ramte holdet og formentlig blev udslagsgivende for, at østjyderne siden fik udlignet til 1-1.

Angriberen Lasse Steffensen blev efter 64 minutters spil præsenteret for sit andet gule kort af dommer Jonas Bæk, og dermed blev vendelboen udvist. Tv-billederne afslørede dog tydeligt, at Steffensen var først på bolden i situationen, og det lignede snarere, at Horsens' Alexander Ludwig begik frispark den modsatte vej.

Med 10 mand blev Vendsyssel FF tvunget i defensiven, og i det 70. minut headede Tonny Brochmann flot et indlæg i nettet til udligning. Siden var Horsens i flere omgange tæt på at stjæle sejren, men en stærkt spillende Lukas Jonsson i målet holdt stand.

Det ene point betyder, at Vendsyssel fortsat ligger i bunden af landets næstbedste fodboldrække med ni point. Hobro IK og Fremad Amager har samme pointhøst, men de har dog spillet én kamp mere end vendelboerne.

Tiémoko Konaté viste igen sin målfarlighed hos Vendsyssel FF. Arkivfoto: Henrik Bo

Vendsyssel FF kom stærkt ud til kampen og allerede i det 6. minut fik Lasse Steffensen en god chance, som blev reddet, hvorefter den store angriber sparkede helt forbi returbolden.

Der stod længe Vendsyssel på det hele, og i det 18. minut fik Tiémoko Konaté også bolden over stregen, men flaget kom op for offside.

Der var også gode muligheder til Mikkel Wohlgemuth og Diego Montiel, inden AC Horsens efter 35 minutters spil fik deres første store tilbud. Det sparkede Magnus Jensen dog over mål i en ellers helt fri position få meter fra målstregen.

Steffensen som assistmager

Kampens dødvande blev brudt fem minutter efter pausen, da Lasse Steffensen fik sendt et hjørnespark videre til Tiémoko Konaté tæt under mål, og her headede VFF-angriberen sikkert bolden i nettet til 1-0-føring.

Måske burde Konaté også have fået muligheden for at gøre det til 2-0 kort efter, for det lignede, at en Horsens-forsvarer bevidst tog muligheden væk ved at sparke bolden tilbage til sin egen målmand. Dommerens fløjte forblev dog tavs.

Siden fulgte det røde kort til Lasse Steffensen, som totalt ændrede kampbilledet og i hvert fald fratog Vendsyssel chancen for at køre sejren i hus.

Se også
Vendsyssel-bomber om sit røde kort: Det er noget nær skandaløst

Kampfakta;

AC Horsens - Vendsyssel FF 1-1 (0-0)

Mål: 0-1 Tiémoko Konaté (51. minut), 1-1 Tonny Brochmann (70. minut)

Opstilling VFF (3-5-2): Lukas Jonsson - Mads Greve, Thomas Oude Kotte, Xandro Schenk - Rune Frantsen, Jelle van der Heyden (Jeppe Pedersen, 73. minut), Mikkel Wohlgemuth, Diego Montiel (Lucas Jensen, 56. minut) - Zander Hyltoft, Tiémoko Konaté, Lasse Steffensen

Advarsler: Lasse Steffensen, VFF (34. minut), Xandro Schenk, VFF (65. minut), Mikkel Wohlgemuth, VFF (75. minut), Anders K. Jacobsen, ACH (75. minut)

Udvisning: Lasse Steffensen, VFF (65. minut)

Tilskuere: 1271 på CASA Arena

Annonceret indhold

Nyeste