Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Tidligere Vendsyssel-målmand bliver direktør i Thisted FC

Peter Friis indstillede for kort tid siden karrieren, og nu har den forhenværende målmand fundet sit nye job

29. august 2021 kl. 15:26

FODBOLD: Fra 1. september er Peter Friis Jensen ny direktør i Thisted FC Elite. Det skriver 2. divisionsklubben i en pressemeddelelse. Dermed har den tidligere Vendsyssel-målmand fundet sit nye job, efter han for kort tid siden indstillede karrieren.

Den 33-årige har tidligere spillet for Randers FC, Viborg FF og Silkeborg IF.

- Min primære opgave bliver at samle hele Thy og omegnsklubberne, der er at finde her, under samme fane og i høj grad at give noget tilbage til disse klubber. Samtidig bliver det også at få opbygget et endnu stærkere netværk og sammenhold blandt vores sponsorer, udtaler Peter Friis.

- Jeg har igennem de sidste 15 år oplevet ledelse i fodboldklubberne på tætteste hold. Dette tæller både gode og mindre gode oplevelser. Jeg har været med til at samle trupper i svære situationer og gået forrest i at få alle til at arbejde sammen mod et fælles mål. Den erfaring glæder jeg mig til at kunne tage med ind i jobbet i Thisted FC, siger han.

Peter Friis erstatter Per Nørgaard i direktørstolen.

Annonceret indhold

Nyeste