Genrefoto
Livet her

Betjente fandt cykeltyv med lidt hjælp fra en borger og Facebook

En cykeltyv, der har huseret i Hjørring-området, blev taget på fersk gerning

17. september 2021 kl. 14:26
Opdateret kl. 15:22

HJØRRING: Et tip fra en borger og et enkelt opslag på Facebook - og så kunne Nordjyllands Politi fange en cykeltyv, der havde huseret i Hjørring-området.

Det var torsdag formiddag, at politiet modtog en anmeldelse fra en borger, der var overbevist om, at der boede en cykeltyv på en adresse i Hjørring.

En patrulje blev sendt til adressen for at undersøge nærmere. På adressen så betjentene seks ulåste cykler, og da betjentene tjekkede dem i systemet, viste de sig ganske rigtigt at være stjålet.

Mens betjentene var i gang med at undersøge cyklerne, kom en mand ud fra adressen. Han blev spurgt, om han kendte noget til cyklerne, men det afviste han og forklarede i stedet, at han havde travlt og skyndte sig væk.

Det fandt betjentene dog mistænkeligt og de slog derfor mandens navn op på Facebook Marketplace.

Og der var gevinst. Manden havde sat en af de stjålne cykler til salg på Facebook Marketplace.

Politiet ringede derefter til manden for at informere ham om, at han var sigtet for tyveri af cyklerne – og at man nu ville foretage en ransagning af hans adresse.

Ved ransagningen fandt politiet i alt 14 cykler, som nu er taget med til politigården med henblik på at finde de rette ejere.

Annonceret indhold

Nyeste