Der er allerede kommet masser af effekter og billeder ind til jubilæumsbogens redaktion. Men nu håber skolen også, at borgere og virksomheder har lyst til at støtte op økonomisk.
Livet her

HPR fortæller 150 års skolehistorie: Du kan støtte projektet

22. april 2024 kl. 17:00

HJØRRING: Næste år fylder Hjørring Private Realskole (HPR) 150 år. Planlægningen af en større fejring i den forbindelse er allerede i gang.

Et af de større projekter er en bog om skolens historie fra pigeskole til en stor moderne privatskole. Det er den lokale forfatter Hasse Boe, der står for at indsamle og bearbejde materialet, der skal bruges i bogen.

De første kapitler er da også allerede ved at blive skrevet, og forfatteren har blandt andet interviewet en af skolens tidligere elever. Det drejer sig om en kvinde, der er over 100 år gammel, fortæller Daniel Krag Nielsen fra HPRs bestyrelse.

En del af finansieringen skal ske via crowdfunding, og håbet hos skolens bestyrelse er, at både borgere i Hjørring, forældre til børn på skolen og områdets virksomheder vil støtte op.

– Vi håber selvfølgelig, at der sidder både tidligere elever, bedsteforældre og andre rundt om, der har lyst til at støtte op om bogen, siger han.

Der er flere muligheder for at støtte, fortæller Daniel Krag Nielsen.

– Det kan være i form af et mindre beløb i ren støtte, det kan også være til køb af logo eller navns nævnelse i selve bogen, siger han og fortsætter:

- Vi vil være dybt taknemmelige overfor al form for støtte til bogen, og det er klart, at jo flere penge, vi får samlet ind, jo mere kan vi gøre.

Alle interesserede kan støtte via crowdfunding platformen Boomrang via linket: Jubilæumsbog for Hjørring Private Realskole 150 år / Boomerang

- Man er også meget velkommen til at henvende sig på skolens kontor, hvis man vil støtte eller har noget spændende materiale om skolen, siger Daniel Krag Nielsen.

Han glæder sig i øvrigt over, at der er kommet masser af materiale ind til den nye bog.

- Vi har både selv været på jagt hos blandt andet historisk arkiv. Men vi har også fået massevis af billeder og også en del effekter. Det er rigtigt spændende at dykke ned i, siger han.

Jubilæet er i maj næste år.

Annonceret indhold

Nyeste