Nanna er yderst pizzapassioneret
Mad & Drikke

Kvittede jobbet: Nanna har valgt at gå all in med pizzaerne

28. marts 2024 kl. 19:00

For nylig kunne vi berette, at den unge iværksætter, Nanna Sølvkær Schütz, glæder sig til 2. sæson med sine velsmagende og yderst populære pizzaer i kystbyen Løkken.

Udover, at der er flere nyheder omkring pizzaerne, og hvad hun kan tilbyde i forbindelse med tilberedningen af dem, så er der også en anden nyhed, som vil glæde mange.

Dream big

Nanna var meget spændt på, hvordan det ville gå som pizzamama med hendes business, men hendes slice af Løkkens gastronomiske univers har virkelig givet pizzapote.

Ovnene er klar til at bage pizzaer

Kunderne har således taget godt imod kvinden, der tog orlov fra sit sædvanlige job som IT-konsulent i Aarhus, for at kunne hellige sig sin passion med pizzaer fra tophylden.

- Jeg fik meget travlt, da jeg startede med Slice of Life sidste sommer, og i de sidste mange måneder har jeg gået og drømt om at videreudvikle min virksomhed, siger hun.

Går all in

- Hvis det skal gøres ordentligt og helhjertet, så har jeg ræsonneret mig frem til, at jeg bliver nødt til at gå all in, for at kunne drive min lille pizzabiks optimalt, fastslår Nanna.

Derfor sagde hun for nylig jobbet op som konsulent hos KMD efter 4½ års tro tjeneste, hvorfor hun havde sidste arbejdsdag kort før åbningen palmesøndag af Slice of Life.

- Jeg kommer til at savne mine gamle kolleger, og nok også frokostordning, pension og en fast løn - men det er vel en del af charmen ved at være selvstændig, smiler hun.

Nyheder

Ved siden af en forventet travlhed henover sæsonen, så er det også planen at udvide kataloget lidt med pizzakurser til for eksempel teamarrangementer og polterabends.

Således er der nu både mulighed for at smage Nannas pizzaer fra Slice of Life på Sdr. Strandvej 3D, ligesom man kan få en intro til hele pizzauniverset via hendes kurser.

Annonceret indhold

Nyeste