Terrassen udenfor har for nyligt blevet renoveret.
Mad & Drikke

Ole og Ulla runder 10 år: Der har været bump på vejen, men glæden fylder mest

10. april 2024 kl. 14:01

Det er nok så meget sagt, at det var for sjov, det med at åbne en ”Bones” i Hjørring. Men i starten var det nok mest en leg med tanken.

For Ole og Ulla Søndergård havde begge solide uddannelser som henholdsvis lærer og pædagog i bagagen og faste lederjobs. De stod et sted i livet med fire børn, hvor det måske egentlig var helt fint.

Men de var nødt til at prøve, det kunne de mærke begge to. Derfor indledte de en kontakt med grundlæggerne af Bones-kæden.

Det er 10 år siden, Ole og Ulla Søndergård hoppede ud i livet som restauratører i Hjørring. Det har de ikke fortrudt.

– Vi ville gerne åbne en restaurant, hvor kvaliteten var i orden, og det vidste vi, den var hos Bones, siger Ole Søndergård.

– Og så havde vi lyst til at lave noget sjovt sammen, supplerer Ulla Søndergård.

Der skulle gå et år, før de havde fundet de helt rigtige lokaler, men 10. april 2014, var de klar med den første reelle åbningsdag.

Hvad sagde jeg!

Inden havde de også skulle forholde sig til en del skepsis. Ole Søndergård husker blandt andet en bemærkning om ”han havde lyst til at tage penge med på arbejde?”

– Åh ja, der er nok et par stykker, jeg godt den dag i dag, kunne have lyst at ringe til og sige: ”Hvad sagde jeg,” siger Ole Søndergård med et smil.

Han arbejdede selv fuld tid fra starten, og Ulla ”hjalp til.”

– Men jeg elskede jo at arbejde med alle de her unge mennesker og være ude på gulvet blandt gæsterne. Der gik derfor ikke lang tid, før jeg forstod, at det her skulle jeg altså gå all in på, smiler Ulla Søndergård.

 I hele restaurantens levetid har de blandt andet inviteret brugerne fra Den Blå Sociale Café forbi til mad og hygge en gang årligt.

Her 10 år efter står Ulla og Ole Søndergård i spidsen for omkring 100 ansatte på de to Bones- restauranter, parret ejer i Hjørring og Frederikshavn.

For gæsterne – og de er altid gæster og ikke kunder – kunne se ideen med den nye restaurant. I dag kommer mange forskellige gæster både i restauranten og for at hente take-away. Så mange, at Ole og Ulla Søndergård ikke kan sige, at der er en specifik målgruppe.

– Til gengæld har vi utroligt mange stamgæster, der kommer her regelmæssigt i alle mulige sammenhænge, siger Ole Søndergård.

– Ja, så mange, at du må leve med at være ”Ole Bones” ude i byen og blandt byens børn, griner Ulla Søndergård.

En social virksomhed

De fortæller begge, at de føler et stort ansvar for at styrke det lokale fællesskab. Derfor er det også naturligt for dem at støtte det lokale foreningsliv, ligesom Ole Søndergård har haft en rolle i Hjørring Handel.

– Foreningerne heromkring støtter jo også os, så det er meget naturligt for os at give noget tilbage i form af sponsorater og lignende, fortæller Ulla Søndergård.

Store og små benspænd har fulgt med

De lægger ikke skjul på, at der har været benspænd undervejs. Corona, finanskrise, sygdom og højere fødevarepriser, har givet panderynker undervejs.

– Især Corona, siger Ole med en hovedrysten.

- Det betaler vi stadig af på, men vi kom igennem, fordi vi havde et solidt fundament. Det var en grim tid, siger han.

– Men det skal aldrig nogensinde komme til at overskygge, at størstedelen af tiden har det været en glæde at drive restauranten.

Personalet er en daglig gave

Til gengæld har det at have ansvar for et stort personale været en fantastisk gave på daglig basis, siger de begge.

– For mig er det meget vigtigt ikke at være sådan en chef, der sidder på kontoret ude bagved, siger Ole Søndergård.

Sådan så det ud for godt 10 år siden, da Ulla og Ole Søndergård overtog lokalerne.

– Det betyder også, at jeg giver et nap med i opvasken, eller sætte stole op.

De kan konstatere, at deres ledelse virker. Tre ansatte har været med alle årene, og nogle stykker i mellem fem og syv år, fortæller Ulla Søndergård.

– Vi ser os alle som en stor familie. Vores ansatte ved, at vi forventer, at de altid gør sig umage. Men de ved også, at vi fuldt ud står bag dem, når der sker fejl, siger Ole Søndergård.

Det har ligeledes hele tiden været vigtigt for dem, at der også var plads til ansatte, der måske ikke nødvendigvis har taget den slagne vej på arbejdsmarkedet.

– Det er jo kæmpestort at få lov at opleve et menneske udvikle sig og tage ansvar her hos, siger Ole Søndergård.

Ulla Søndergård har været fuldtid næsten fra starten i restauranten, for det viste sig hurtigt, at hun havde lyst til at "gå all in."

Det er ligeledes en stor glæde at arbejde med unge mennesker, siger de begge med varme i stemmerne.

– Selvom vi jo altid siger til forældrene til dem under 18 år, at de godt kan regne med, at vi opdrager på deres børn. Det tager de fleste nu helt afslappet, griner Ole Søndergård.

Dem ingen rigtigt ser

Særligt udsatte borgere i Hjørring Kommune får hjertet til at banke hos dem begge. Derfor har velgørende arbejde også altid været en del af virksomhedsbeskrivelsen. I hele restaurantens levetid har de blandt andet inviteret brugerne fra Den Blå Sociale Café forbi til mad og hygge en gang årligt. Ulla Søndergård bruger ligeledes meget tid på at samle gaver og sponsorater ind til lejligheden.

– Livet er ikke altid store bøffer og rødvin. For os er det bare så vigtigt, at vi husker at være noget for dem, der ikke er vant til, at nogen er noget for dem, siger Ulla Søndergård.

Klar til 10 år mere

Ulla og Ole Søndergård har lovet hinanden, at de skal blive bedre til at drosle ned og holde lidt fri. Det har især Ole dog lidt svært ved, siger hustruen drillende.

Men han lover at prøve. Heldigvis har parret en lejlighed i Tyrkiet.

– Der kan jeg holde fri, siger Ole Søndergård.

– Der er der nemlig ikke nogen, der ved, at jeg er Ole Bones!

Annonceret indhold

Nyeste