For nylig gav Kirsten Gundersen (th), bibliotekar i Sindal gennem 42 år, stafetten videre til Brit Gro-Nielsen, som fremover vil stå i spidsen for biblioteket.
Livet her

Brit bestyrer nu biblioteket

21. april 2024 kl. 11:01

Sindal Bibliotek har fået ny frontfigur, som vil sørge for, at biblioteket på Torvegade bliver ved at være et sted med glade lånere, plads til spændende arrangementer og et godt udvalg af aktuelle bøger. Brit Gro-Nielsen overtog rollen som fast bibliotekar på Sindal Bibliotek den 1. marts.

Den 29. februar 2024 var en ganske særlig dag. Ikke blot var det én af de skuddage, der kun indtræffer hvert fjerde år. Det var også dagen, hvor bibliotekar Kirsten Gundersen gik på velfortjent pension efter 42 år på Sindal Bibliotek. 

Det skriver Hjørring Bibliotekerne i en omtale. 

Biblioteket har haft sin nuværende placering centralt i byen siden 1991. Stedet blev ombygget i 2009 efter en voldsom brand, der heldigvis indtraf efter åbningstiden, så ingen kom til skade. Men det betød, at biblioteket blev nyindrettet med de grønne og gule farver, der kendetegner det i dag, og som illustrerer beliggenheden midt i skov og natur.

Altid inspiration til læseoplevelser

Kirsten karakteriserer bibliotekets lånere som trofaste og engagerede. Mange kommer fast forbi for at læse aviser, lege med børnene i børneområdet eller for at gå i strikkeklub eller til gymnastik i lokalerne på husets 1. sal. Ifølge Kirsten er der sket en generel udvikling i lånernes brug af biblioteket med tiden. Hun siger:

- Lånerne er generelt mere selvhjulpne i dag. Skoleelever er f.eks. blevet dygtigere til at finde materialer, når de skriver opgaver og lignende. Men lånerne søger i høj grad stadig inspiration til nye læseoplevelser. For mig har det altid været en god arbejdsdag, når det er lykkedes at finde den rigtige bog til den enkelte låner. Også gerne en bog, som vedkommende måske ikke lige selv ville have fundet på hylden.

Nye idéer og aktiviteter

Brit har tidligere været ansat som underviser – og herunder litteraturformidler – på Professionshøjskolen UCN i Hjørring. På Sindal Bibliotek glæder hun sig til at møde lånerne og bakke op om stedets status som mødested for lokalsamfundet, fortæller hun:

- Jeg oplever, at biblioteket er et sted, hvor mange mødes for at få en sludder. Aktiviteterne i husets lokaler på 1. sal gør jo også, at folk kommer her på mange tider af dagen og derfor måske lige svinger forbi bibliotekets hylder for at få en bog med hjem.

Fakta om Sindal Bibliotek

Har siden 1991 ligget på sin nuværende placering på Torvegade.

Har åbent alle ugens dage med selvbetjening og med personale mandag-tirsdag og torsdag-fredag.

Tilbyder udlån, adgang til internet, kopimaskine, scanner, print og PC.

Har et fint udvalg af brætspil, der kan lånes med hjem.

Er et oplagt mødested for forældre på barsel.

Har pladser til hygge og fordybelse samt lokaler på 1. salen til møder og foreninger.

Annonceret indhold

Nyeste