Jytte og Jørgen er frivillige familievenner
Mennesker

Jytte og Jørgen er frivillige familievenner

17. april 2024 kl. 19:00
Opdateret 24. april 2024 kl. 09:44

HJØRRING: HOME-START Hjørring er en organisation, hvor frivillige tilbyder støtte, venskab og praktisk hjælp til børnefamilier, hvor mindst et barn er under skolealderen. 

Det er en professionel organisation med en uddannet lokalkoordinator, som blandt andet forbereder de frivillige på opgaven som familieven og er med, når frivillige og familier møder hinanden første gang, skriver Frivilligcenter Hjørring i en omtale. 

Jeg havde læst en artikel i Nordjyske om HOME-START Hjørring, som manglede frivillige familievenner. Kort efter kontaktede jeg Anni Melgaard, som er koordinator, og snart herefter kom hun på besøg. Vi fik en god snak, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville være frivillig familieven. Anni havde så forskellige ting, der skulle ordnes. Blandt andet skulle jeg skrive under på, at hun måtte indhente en børneattest. Mens jeg gjorde det, spurgte jeg, om min mand også skulle skrive under. Først svarede Anni nej, men sagde så - altså medmindre han også vil være frivillig familieven. Og sådan blev Jørgen også frivillig i HOME-START Hjørring, fortæller Jytte, som sammen med ægtefællen Jørgen nu har været frivillig familieven i godt et år.

Frivillige sammen 

Alle frivillige kommer på forberedelseskursus inden de kommer ud i en familie. Koordinatoren i HOME-START Hjørring kan fortælle, at hver eneste time en familieven lægger gør underværker hos en af de mange familier, der trænger til støtte. 

Måske er det endda lige netop den støtte en familieven giver, der giver familien det nødvendige overskud i en indimellem for overvældende hverdag. Det kan være praktiske gøremål, der simpelthen bare aldrig bliver tid til. Eller det kan være en mor eller far, der er alene med fire børn og har brug for at tale med en anden voksen om både glæder og sorger.

- Fordi Jytte og jeg gerne ville være frivillige sammen, kom vi ud i en tvillingefamilie. Her var to skønne børn, som vi tilbragte tiden sammen med, mens deres mor kunne aflevere storesøster i børnehave og handle eller simpelthen slappe af. Da vi startede i familien, var tvillingerne fire måneder. Fire måneder senere kunne de begynde i vuggestue, og det var da ikke helt nemt, at der så ikke længere var brug for os. Men set fra en anden vinkel er det dejligt, når en familien kommer dertil, hvor der ikke længere er brug for en familieven. Så har vi været med til at gøre en god forskel. Og der gik ikke lang tid, før vi var godt inde i en anden familie, fortæller Jørgen.

De har begge to arbejdet indenfor bank- og forsikringsverdenen i mange år, men har sammen med egne børn også været aflastningsfamilie for en pige fra hun var 11 måneder. Det er de i øvrigt stadig, selv om deres egne børn er flyttet hjemmefra og pigen i mellemtiden er blevet en voksen kvinde på 26 år. Og den glæde det har bragt med sig bliver meget tydelig, da telefon ringer, og de samtidigt konstaterer, at det netop er den unge kvinder, der ringer.

Ønsker du at være frivillig familieven eller har du og din familie måske et ønske om at få en familieven, er du velkommen til at kontakte Anni Melgaard på tlf. 60 16 75 79.

Ønsker du indblik i de øvrige muligheder for at blive frivillig indenfor det sociale felt i Hjørring kommune. Eller måske deltage i et af de mange frivillige tilbud, kan du kontakte Mette Jakobsen, som er koordinator i Frivilligcenter Hjørring og træffes på tlf. 24 26 40 70.

Annonceret indhold

Nyeste