Mad over mål under åben himmel er en disciplin alle spejdere kan - og som de også sætter stor pris på.
Det sker

Camilla inviterer til åbent hus med skumfiduser og bålstemning

13. april 2024 kl. 19:01

HJØRRING: Camilla Jacobi Andersen startede selv som spejder i Stygge Krumpen, da hun var barn, og det er hun glad for den dag i dag.

Hun og de øvrige ledere vil derfor gerne give flere børn og unge mulighed for at komme med i fællesskabet. Derfor inviterer de til åbent hus på mandag 15. april i spejderhytten på Skrænten 32. Det foregår fra klokken 13.00, og der vil være spejdere til stede indtil omkring klokken 20.00, fortæller hun.

Spejderne mødes ugentligt ved hytten. Her er de i gang med at bygge et tårn.

Stygge Krumpen har blandt andet inviteret en række lokale SFO´er, men alle er velkommen til at kigge forbi. Programmet for dagen er naturligvis en række velkendte spejderaktiviteter.

– Vi skal blandt andet bage snobrød, bage pandekager, riste skumfiduser, lave nøgleringe og øve knob, fortæller Camilla.

I dag er Camilla tropsfører for de større børn i spejderhuset på Skrænten 32 i Hjørring Bjerge. Hun havde lige det, hun selv kalder ”den obligatoriske pause” som stor teenager. Men der gik alligevel ikke længe, før hun var tilbage. I dag kunne ikke undvære oplevelserne i den blå uniform med det røde tørklæde.

– Der er et fantastisk sammenhold mellem spejderne uanset alder – og så er der plads til alle, siger hun.

Spejderhytten ligger på Skrænten 32 i Hjørring, og den gennemgår lige nu en større renovering.

Hun fremhæver blandt andet, at som spejder venter der masser af oplevelser både ved hytten i Hjørring, men også på ture til ”Spejderskoven,” der ligger i Fjeldsted Plantage, og som Hjørring-spejderne deler med spejdere fra Sindal.

– Og så har vi jo en årlig tur, der går lidt længere væk, og jeg har været både i Finland, på Læsø, ligesom Stygge Krumpen deltager på spejderlejre, hvor der også er andre spejdergrupper med fra både indland og udland, fortæller hun.

Stygge Krumpen vil godt have et overblik over, hvor mange ”spejdergodter,” de skal købe. Derfor må interesserede meget gerne melde sig til på Caleja@email.dk

Annonceret indhold

Nyeste