Tina Thomsen overtager Frisør Lundgaard i Bispensgade, men Joan Lundgaard fortsætter med at arbejde to dage om ugen.
Shopping

Joan og Tina bytter roller i salonen

16. april 2024 kl. 14:00

Hjørring: Joan Lundgaard har taget en stor beslutning. Heldigvis kan hun mærke i maven, at den føles helt rigtig. Hun har nemlig valgt, at hendes salon, Frisør Lundgaard i Bispensgade skal overtages af en af salonens ansatte.

Det er Tina Thomsen, der er godt kendt med salonen. Hun var salonens allerførste elev, og efter en smuttur til København efter endt læretid, vendte hun tilbage i 2016.

Den løsning er Joan Lundgaard rigtigt tilfreds med.

- Jeg synes, det er utroligt dejligt, at det er til en, jeg kender. En jeg ved er en dygtig frisør. Tina er helt oplagt som ny chef, for med hende er både kunderne og de ansatte i trygge hænder, siger Joan Lundgaard.

Stopper ikke

Hun indrømmer, at det ikke er uden vemod, hun overdrager sin salon.

- Det er jo en god butik, jeg har. Derfor er det også dejligt at kunne sige, at den kører videre og ikke med en udefra, men med Tina, som kunderne jo kender rigtigt godt.

Salget betyder dog ikke, at Joan Lundgaard, der har drevet salonen siden 2010, stopper helt.

- Jeg er ikke parat til at stoppe hundrede procent, så jeg skal arbejde i salonen to dage om ugen – onsdag og torsdag, fortæller hun.

Sommerfugle i maven

Tina Thomsen, der springer ud i tilværelsen som selvstændig for første gang, er også godt tilfreds med ordningen. I første omgang driver hun salonen videre præcis som den er og med de frisører, der er ansat.

- Selvfølgelig har jeg sommerfugle i maven, men jeg er rigtigt glad for, at jeg fortsat har Joan til sparring, siger hun og fortsætter.

- Det skal indtil videre fortsætte som det plejer, og forskellen bliver indtil videre bare, at der står Tina i stedet for Joan på kvitteringen.

Hun vil dog godt løfte sløret for, at der kommer ændringer.

- Senere på året kommer der en navneændring, og i den forbindelse også en reception, fortæller hun.

- Men det skal vi nok melde meget mere ud om senere på vores SoMe-kanaler.

Annonceret indhold

Nyeste